Jubilar har fostret store navne

Sindal Idrætsforening kan snart fejre 75 års jubilæum og har bestemt noget godt at kigge tilbage på.

To tidligere formænd for Sindal Idrætsforening (SIF) - N. C. Mortensen og Erik Blok - sidder i denne tid med jævne mellemrum og bakser med gamle udklip og billeder. Årsagen er, at idrætsforeningen fylder 75 år i begyndelsen af april, og det omsiggribende råmateriale skal koges ned til et jubilæumshæfte på 64 sider. - Men vi skal nok nå at få det klart, forsikrer de to herrer. Sponsor-flugt Selve jubilæumsdagen falder 3. april, men det bliver lørdag 2. april, mærkedagen fejres: I løbet af dagen holdes således en jubilæumsreception i klubhuset på Østerlund, mens der er jubilæumsfest i Sindal Hallen om aftenen. Og der er nok at tale om ved både reception og fest. Eksempelvis har de tidligere landsholdsspillere Lise Lotte Lauridsen og Kristine Andersen trådt deres barnehåndboldsko i SIF's håndboldafdeling. - Vi har i lange perioder haft en håndboldafdeling med mange talenter, som har vundet rigtig mange turneringer, siger N. C. Mortensen, der var formand for SIF fra 1998-2008. Netop på håndboldfronten gik det dog galt i 2009. Sammen Med Tårs-Ugilt IF, havde Sindal IF stiftet et anpartsselskab, der skulle drive elitehåndbold. TST, som holdet kom til at hedde, spillede i 1. division, men da finanskrisen ramte, faldt sponsorerne fra og selskabet blev opløst; nu spilles der serie-håndbold i Sindal. Kokasser før kick-off Håndboldafdelingen og fodboldafdelingen har altid fyldt godt i foreningen, som også har afdelinger med badminton, volleyball, gymnastik og badminton. Bordtennis er kommet og gået, men ligger lidt i dvale i øjeblikket. Hvad svømning angår, så nåede SIF også at organisere den sportsgren i et par år, men proppen røg ud af afdelingen, da der opstod uenigheder med SKAT omkring aflønning af livreddere. Svømningen i Sindal har dog de sidste mange år været organiseret i en anden forening. I en årrække var SIF også vært for et fodboldstævne, Soldal Cup - og et af årene fik stævnet fornemt besøg. Landstræner Sepp Piontek og resten af fodboldlandsholdet var vendt tilbage fra EM i Frankrig, hvor Danmark begejstrede med sit spil, men røg ud, da Elkjær brændte sit berømte straffespark i semifinalen, hvor der var straffesparks-dyst mod Spanien. Og netop Sepp Piontek havde ladet sig lokke til Sindal i sommeren 1984. En Sindal-borger havde stillet sit sommerhus i Tversted til rådighed i en uge, og således kunne landstræneren puste lidt ud, samtidig med, at han gæstede stævnet og talte med ledere og spillere. Sepp Piontek blev i øvrigt så glad for indkvarteringen, at han senere købte nabosommerhuset i Tversted. Fodboldbane Sindal Idrætsforening har over 700 medlemskaber i kartoteket og kan glæde sig over, at mange frivilliges indsats ved eksempelvis Dana Cup, i cafeteriet og ved Sindal Marked gør, at kontingentet kan holdes på acceptabelt niveau. Og så kan SIF også godt glæde sig over, at venneforeningen SIF's Venner er i fuld vigør. Da SIF's Venner fyldte 40 år gav vennerne 40.000 kroner til SIF. Nu fylder SIF 75 år, og formanden for SIF's Venner, Erik Blok, vil gerne afsløre, at man er klar med endnu en check. Men beløbets størrelse vil han endnu ikke afsløre. Hvad faciliteterne angår, så kan foreningen med tilfredshed notere sig, at Sindal Hallen netop har gennemgået en millionrenovering; og fodboldafdelingen har baner, der godt kan matche den allerførste grønsvær, foreningen havde til rådighed i 1936. Her blev der spillet fodbold på et let, skrånende areal, der i dag huser Vendelbocentret. En bondemand havde sine køer til at gå der i dagtimerne, så spillerne mødte frem med en skovl, så de kunne fjerne kokasser, inden de selv kunne score en kasse eller to ...