Jubilar med gådefuld fortid

Hornum IF nærmer sig sit 100 års jubilæum - vist nok

Vigsø 14. juni 2003 08:00

HORNUM: Det er et af historiens mest gådefulde klubjubilæer, Hornum IF er godt i gang med at forberede sig på. Ja, faktisk aner bestyrelsen reelt ikke, om det er præcis nu, klubben bør fejre sit 100 års jubilæum. - Vi ved, at der står 1903 på vores vimpler. Derfor går vi da ud fra, at det er i år, vi har 100 års jubilæum, men hvornår på året klubben blev stiftet, ved vi reelt ikke, indrømmer Majbritt Nielsen. Hun er formand for Hornum IF i jubilæumsåret. Det står fast. Men når det gælder klubbens tidligste historie, lider klubben af et tilsyneladende uhelbredeligt black-out. - Desværre ved vi ikke, hvor de tidlige optegnelser om klubben er blevet af, konstaterer Majbritt Nielsen. Det skorter efterhånden også på medlemmer og bysbørn, der kan huske så langt tilbage, og optegnelserne fra 80 års jubilæet i 1983 kaster ikke heller ikke noget opklarende lys over sagen. Rygterne om klubbens forestående jubilæum har fået enkelte nye oplysninger frem i lyset, men tiden før 1956-57 er og bliver en uhyre dunkelt belyst tid i klubbens historie. Rivende udvikling Den uvisse skæbne for de gamle optegnelser betyder også, at ingen ved, hvem der var med til at stifte Hornum IF. - Vi ved det ikke med sikkerhed, men oprindelig skulle klubbens medlemmer i de første år have spillet på en mark, der ligger ved siden af det nuværende stadion, forklarer Majbritt Nielsen. Den nuværende bestyrelse har taget konsekvensen af den gådefulde fortid. 100-året for det første boldtrilleri i klubregi bliver fejret i hallen under den årlige sportsuge, der begynder i mandag aften. Er klubbens historie dunkel, så er nutiden til gengæld fuldt belyst. Byens ældste forening er inde i en rivende udvikling. - Vi har lige omkring 250 medlemmer, og jeg tror aldrig, vi har været i stand til at stille så mange hold, som vi er i år, siger Majbritt Nielsen. Eksempelvis har klubben meldt et 11 mands damejuniorhold til turneringen. Det kan ingen huske, hvornår er sket sidst. Hvis det da overhovedet er sket. - Vi har tre 11 mands seniorhold og en meget stor ungdomsafdeling, påpeger Majbritt Nielsen, som håber, at Hornum IF snart igen finder en venskabsklub. Forbindelsen til den tyske venskabsklub fra Deinste, som Hornum dyrkede i mange år, er døet ud. Venskabsklub ønskes - Sådan en ting vil vi gerne have igang igen. Det er stort, ikke mindst for ungerne, fastslår Majbritt Nielsen, der pointerer, at det ikke behøver være en klub fra det eksotiske udland. I de senere år har klubben også fået gang i en volleyballafdeling, der tæller 40 medlemmer, som netop er rykket op i jyllandsserien. Desuden kan Hornum-borgerne spille både tennis og badminiton på motionsplan i klubben. Nedture har der selvfølgelig været i tidens løb. - Det begyndte for alvor at gå fremad, da Marianne Sørensen blev formand for nogle år siden, vurderer Majbritt Nielsen, som selv har været formand i to år. I foråret kneb det med at få fyldt bestyrelsen op. Men efter et par ekstra generalforsamlinger og en opsang fra formanden består den nu desuden af Jesper Lassen, Maj Britt Frimor, Jacob Jensen, Steen Andersen, Anna Pedersen og John Vigsø. - Vi kan jo ikke drive en klub uden en bestyrelse, og det fik vi folk til at forstå, siger Majbritt Nielsen, som ellers oplever byen bakke op om idrætsklubben

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...