Jubilar Møllgaards våde EM-drøm

Aalborg Håndbolds bagspiller vil med landsholdet til Serbien

Dennis Søndergaard
Henrik Møllgaard har scoret 52 mål i denne sæson, men han har som resten af Aalborg-holdet haft et lavt bundniveau.wFoto Michael Koch
Håndbold 17. december 2011 11:58

Henrik Møllgaard runder 100 kampe for AaB og Aalborg Håndbold i dag i Skjern. Den langlemmede bagspiller med de viltre lokker har ikke haft karrierens skarpeste sæson. Men han har ikke fortrudt, at han for over to år siden skiftede Kolding ud med Aalborg. - Jeg er super tilfreds med det hele her. Det er en dejlig by og en dejlig klub. Så hjalp det også, at vi vandt DM det første år, jeg var her. Jeg synes også, at jeg udvikler mig godt. Jeg er kommet tættere på landsholdet, og det var blandt andet derfor jeg kom herop, fortæller Møllgaard. Bokser med flere Onsdag blev han udtaget til den 28-mand store bruttotrup landstræner Ulrik Wilbek skulle nominere forud for EM til januar i Serbien. Den trup skal barberes markant inden afrejsen til Beograd, og Henrik Møllgaard erkender, at nåleøjet bliver svært at mase sig igennem. - Jeg kæmper hovedsageligt med altmuligfolk som Bo Spellerberg og Lasse Boesen i angrebet samt Rene Toft, Anders Oechsler og Kasper Nielsen i forsvaret. Det er svære folk at bokse med, for de har tidligere vist i andre slutrunder, at de kan præstere på højt niveau over de uger som et mesterskab varer. - Havde jeg haft en anden nationalitet havde det selvfølgelig set nemmere ud. Men jeg er ikke tilfreds med bare at være en del af bruttotruppen. Det var bare et delmål at komme det, så derfor håber jeg, at jeg kan snige mig ind på holdet, fortsætter bagspilleren. Sidste chance De 52 mål han har smidt i nettet i sæsonen er i underkanten af det forventede, men østjyden påpeger, at det nok mere er som hold, at Aalborg har svigtet. - Jeg har haft store udfald ligesom resten af holdet. Vi har ikke præsteret som et tophold. For at sige det som det er, har vi underpræsteret. Vi ligger kun i midten og det gør vi fordi, vi ikke har formået at slå til i de kampe, hvor vi bare skulle have to point. Når vi ikke har kunnet køre de formodede bundhold over, er vi heller ikke et værdigt tophold. Det håber Henrik Møllgaard dog fortsat, at Aalborg Håndbold vil blive. Papiret med målsætningen om en top-fire placering i denne sæson er i hvert fald endnu ikke makuleret. Men det kan klubben gøre, hvis ikke det bliver til en sejr i Skjern. - Det er sidste chance. Taber vi er Skjern syv point foran, og det henter vi ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...