Jublende Klavs Bruun: Vi skal huske denne sejr

Danmarks sejr på 24-21 over Frankrig ved Golden League-stævnet skal bruges som bevis på kvalitet under EM.

Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen kunne torsdag aften se sit hold slå Frankrig med 24-21 ved Golden League-stævnet. Kampen blev spillet i Viborg. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen kunne torsdag aften se sit hold slå Frankrig med 24-21 ved Golden League-stævnet. Kampen blev spillet i Viborg. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder leverede noget nær en perfekt første halvleg, da de torsdag aften slog de franske verdensmestre med 24-21 ved Golden League-stævnet, der spilles på dansk grund.

Og sejren og den flotte indsats skal bruges, når kvinderne til december løber på banen til EM i Frankrig.

Det siger den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg vidste, at de kunne spille sådan her, og jeg ved, det er noget, vi har i os. Så jeg er ikke overrasket, men jeg er bare glad for, at vi ser det nu.

- Og så handler det bare om, at vi putter sådan en her i baglommen og husker, at det er sådan her, vi kan spille, siger han.

Specielt den danske bagkæde brillerede i store dele af kampen, og Anne Mette Hansen, Stine Jørgensen og Mette Tranborg stod for omkring halvdelen af de danske scoringer.

Generelt er Klavs Bruun Jørgensen glad for, at angrebsspillet i lange perioder af kampen sad lige i skabet, og han lægger ikke skjul på, at han tror, at Danmark kan være med helt fremme ved det kommende EM.

- De ting, vi har arbejdet benhårdt på at få til at sidde helt skarpt, fik vi vist i dag. Vi har noget af den skudkraft og fysik, der skal til.

- Vi hæver vores bundniveau på denne her måde, og så bliver vi også rigtig svære at møde for de helt store hold, for de svinger også en gang imellem. Det her giver en fornemmelse af, at vi kan være med, siger landstræneren.

Danmark fører Golden League-turneringen sammen med Norge, der tidligere torsdag vandt over Polen med 34-27.

Danmark spiller næste kamp i træningsturneringen lørdag i Aarhus, hvor holdet møder Polen. Søndag spiller de danske kvinder i Horsens mod europamestrene fra Norge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.