Jubler over 100 nye job

Alle nuværende ansatte kan blive, men nogle skal flytte

Lone Beck
20-30 lokale stillinger hos Nyfors flyttes til Esbjerg. Til gengæld kan Brønderslev se frem til 100 nye job, hvis fusionen med Syd Energi bliver godkendt af repræsentantskaberne.Foto: Kurt Bering
Brønderslev 18. september 2015 06:07 - Opdateret 18. september 2015 11:27

BRØNDERSLEV: Nyheden om at Nyfors vil fusionere med syd-vestjyske Syd Energi blev godt modtaget i byrådet i Brønderslev onsdag aften.

- Som bestyrelsesmedlem i Nyfors er jeg yderst tilfreds med forhandlingsresultatet og som kommunalpolitiker må jeg tilkendegive, at vi er glade i dag, sagde Karsten Frederiksen (K), der orienterede om fusions-planerne.

Fusionen skal godkendes af de to repræsentantskaber. Hvis de siger ja, bliver det nye selskab under navnet SE a.m.b.a. et af Danmarks største med 320.000 andelshavere, heraf 45.000 nordjyder. SE får hovedsæde i Esbjerg og 20-30 stillinger flytter med. Men Brønderslev bliver selskabets nordjyske center, og der er udsigt til mange nye arbejdspladser.

- Mange af de eksisterende arbejdspladser bliver selvfølgelig i Brønderslev, men Brønderslev bliver også SE-koncernens kompetencecenter for smart energi og stedet, hvorfra der skal sælges til hele landet, fortæller Karsten Frederiksen.

Syd Energi ejer internet- og tv-selskabet Stofa, og planen er at flytte afdelingerne i Hjørring og Aalborg til Brønderslev i løbet af de næste halvandet år.

Fusion på tale i 2013

Det er kun to år siden, Nyfors forhandlede om en fusion med Himmerlands Elforsyning (HEF).

- En fusion, jeg bestemt ikke var tilhænger af, fastslår Karsten Frederiksen.

Han mente, at de lokale el-forbrugere fik for lidt ud af det, og desuden ville en fusion have kostet arbejdspladser i Brønderslev.

- I dag er glæden derfor dobbelt så stor, idet der er aftalt en forøgelse af arbejdsstyrken i Brønderslev fra 100 til 200 medarbejdere, fortæller Karsten Frederiksen.

- Desværre må vi acceptere enkelte omplaceringer, men alle bliver tilbudt fortsat ansættelse, herunder også vores direktør, der bliver en del af den fremtidige ledelse.

Karsten Frederiksens begejstring deles af borgmester Mikael Klitgaard (V).

- Jeg taler på byrådets vegne, når jeg siger et hjerteligt velkommen til den nye koncern. Vi vil rigtig gerne have innovationsarbejdspladser, og det nye center vil i høj grad kunne intensivere samarbejdet med Aalborg Universitet, hvilket også andre virksomheder i kommunen kan få glæde af, mener han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...