Hundborg

Juhuu - jeg skal på undervisningssted

Tænk, når man fremover skal starte i de små klasser i Hundborg, Stagstrup, Vorupør og Klitmøller, skal man gå på et undervisningssted.

Peter fra Faddersbøl, som forleden var ude at se det nye Store Torv sammen med sin far, skal starte på et undervisningssted næste år. Det er et herligt ord, man har opfundet i børne- og kulturudvalget i Thisted Kommune. Tænk, når man fremover skal starte i de små klasser i Hundborg, Stagstrup, Vorupør og Klitmøller, skal man gå på et undervisningssted. Peters søskende går bare i skole, og det skal Peter også, når han kommer i fjerde, men først skal han på et undervisningssted. Peter har lidt svært ved at sige ordet ”undervisningssted”, men det lærer han engang. For man skal lære noget, når man kommer på et undervisningssted, her får man undervisning, og det siger vores undervisningsminister, at det har vi alt for lidt af i Danmark. Peter skal have et pædagogisk løft, når Peter starter på Hundborg Undervisningssted. Leg, pjat og ballade kan Peter ordne ude i Faddersbøl. Når han kommer på undervisningsstedet, skal der undervises. Gamle remser skal laves om. Ole Bole gik i……, nej, Ole Bole gik ikke i skole, i sin søster nye kjole, og for øvrigt går drenge ikke i kjoler. Ole Bole går på et undervisningssted. Det er vigtigt, at børn lærer de svære ord lige fra begyndelsen. Man kan starte med at klappe ordet. Jeg går på et un-der-vis-nings-sted, der er fem klap i stedet for bare to klap på sko-le. Peter har nu lært en ny remse af sin far. Jeg glæder mig i denne tid, for snart så skal jeg på et un-der-vis-nings-sted.