Jul .... alligevel

De holdt vejret længe på Boldrup

BOLDRUP:Så sent som i onsdags råhyggede op mod 240 børn og forældre fra Tuen i Haverslev sig med fakler og bål under skyfri himmel, mens tusmørket sned sig ind over Boldrup Museum. Det billede kunne være vanskeligt at gendanne sig under gårsdagens regnfulde formiddag i selvsamme museale omgivelser. Nylig hen på eftermiddagen dukkede ikke desto mindre et halvt hundrede mennesker op, og så fik FDF alligevel solgt 14-15 juletræer og dermed skæppet lidt i spejderkassen. Salg af juletræer på samme overksuds-vilkår som på torvet i Nørager var nemlig den favorable aftale, Boldrup Museum havde tilbudt FDF for på den måde at skille sig af med nogle af de juletræer på museets jorder, der er fældemodne. Samtidig byder vi på lidt hygge i røg og damp - og en god anledning til at vise flaget, betror Klaus Knudsen, FDFer de seneste 15 år - heraf cirka halvdelen af årene som leder. Sammen med Henrik Buus Jensen, ligeledes med 15 FDF-år på bagen, serverer han pandekager til de få besøgende der trods alt er. - I Nørager er vi for tiden 120 FDFere, og det tal har stort set holdt hele min tid. Det synes jeg er vældig tilfredsstillende i betragtning af de mange tilbud, børn jo har i dag, siger Klaus Knudsen. For nogle år siden satte Boldrup Museum alle sejl til for at lokke borgerne til julemarked. Dengang dukkede kun 30 besøgende dukkede op. - Det stod slet ikke mål med anstrengelserne, så derfor har vi ikke lagt ret mange kræfter i forberedelserne. Stearinen til vokslysene skulle alligevel bruges nu, bemærker Gert Rubæk, museumspædagog og leder af skoletjenesten. Lysestøbning er en yndet beskæftigelse for egnens skoleklasser. Børnene finder altid stor fornøjelse i at spæde vægerne i den kogende stearin, lade stearinen tørre og derefter dyppe igen. Lægge lag på lag på måske 30, 40 eller 50 gange efter samme princip som spædkalven, der slubrer mælk og lægger sig nogle kilo på vægten. Et håndværk, som også denne lørdag eftermiddag nytter og fornøjer på Boldrup Museum.