EMNER

- Jul blev mit mellemnavn

Egon Jul Qvist er af gode grunde glad for december og julen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Egon Jul Qvist af­slut­ter sin kar­ri­ere i kom­mu­nal­po­li­tik for Ven­stre, når den gam­le Løk­ken-Vrå Kom­mu­ne luk­ker og sluk­ker. Foto: Kurt Be­ring

VRÅ:Han skulle måske kun have heddet Egon Qvist, men da han blev født 25. december 1931 i den lille landsby Aarestrup i Himmerland, mente hans forældre, at det måtte fejres med et mellemnavn og en fest i den gamle gård. Og hvad var mere nærliggende end at kalde julebarnet for Jul, så derfor er det fulde navn i dag Egon Jul Qvist. - Jeg har altid været glad for både julen og mit mellemnavn, som nu heldigvis lever videre hos mine børn og børnebørn, fortæller Egon Jul Qvist. Juletiden er vigtig I det hele taget er juletiden vigtig for den nærmeste familie. - Jeg har tre børn, og en af dem, som jo også hedder Jul Qvist, er født 26. december. Han har en datter, som er født 12. december og hedder Julia, og der er yderligere to børnebørn, som også er født i december, fortæller Egon Jul Qvist, der tænker tilbage på sine forældres gode juleide og barndommen i Aarestrup med glæde. Et postkort - Vi boede jo nærmest i et postkort, der tæt på Rold Skov. De gamle gårde lå samlet i landsbyen, og kirken rejste sig smukt over byen, husker Egon Jul Qvist, der trods opvækst på en gård og formaninger ikke var specielt hurtig med roehakkeren på den fædrene jord. - Min far kunne jo nok se, at jeg ikke var det oplagte landmandsemne, så han opmuntrede mig til en boglig karriere. Efter den grundlæggende skolegang med præliminæreksamen kommer han som 16-årig i lære i Andelsbankens afdeling i Aalborg. Efter soldatertiden på Kronborg, i Viborg og i Tyskland, fortsætter karrieren, da han bliver afdelingsbestyrer i Støvring. Senere kommer han til Aars Sparekasse, og i 1969 bliver han direktør i Vrå Sparekasse - en stilling, som han har de næste 20 år. Omfattende karriere - Det var en spændende tid med både gode og mindre gode oplevelser. Jeg husker da stadig nogle af de få kedelige samtaler med mennesker, der ikke kunne få pengene til at slå til. Det var absolut ikke sjovt. Men så er der jo også de gode minder, hvor vi bakkede op om større lokale initiativer, der stadig præger bybilledet, fortæller han. Siden blev karrieren udvidet med mange bestyrelsesposter og tillidsposter samt en politisk del, da han først i 1970’erne og igen i 2002 bliver medlem af kommunalbestyrelsen i Løkken-Vrå Kommune. - Jeg er og bliver Venstremand, men ikke på den måde, at jeg skal føre mig meget frem eller sidde bagerst og trække i de taktiske tråde. Venstre er et godt bagland, hvis man gerne vil drøfte politiske emner med andre mennesker, siger han. Ramt af sygdom På hjemmefronten går alt længe som det skal. Sammen med hustruen Bente får Egon Jul Qvist tre børn. Arbejdsdelingen er klar. - Jeg prioriterede meget karrieren, og så tog Bente sig kærligt af hjemmefronten. Det gik bare så fint, mindes Egon Jul Qvist. Men i 2002 rammer tragedien. - Kræften tog min hustru, og det var en meget hård tid at komme igennem, fortæller Egon Jul Qvist, der siden har fået lidt hjælp udefra til det huslige arbejde. - I starten troede jeg jo, at fliserne i badeværelset tørrede sig selv, men det gør de altså ikke, fortæller Egon Jul Qvist, der nu er ved endnu en skillevej. Fortid og fremtid - Jeg har netop været til det sidste møde i kommunalbestyrelsen i den gamle kommune, og selv om det er lidt vemodigt, stopper jeg nu med politik. Jeg vil gerne have mere tid til at dyrke min interesse for historie, fortæller Egon Jul Qvist, der også holder meget af at forske i slægtens stamtræ. - Uden fortid ingen fremtid, og jeg synes det er vigtigt, at mine børnebørn også har mulighed for søge deres historie og rødder, understreger Egon Jul Qvist, der foreløbig er nået tilbage til 1750 i familiens stamtræ. Et træ, der med de seneste skud er pyntet til Jul.