Jul har englelyd

"Julekormusik fra fem århundreder"

"Rundfunk-Jugendchor Wernigerode", der sidste år sang i Aalborg Kongres og Kultur Center, er et blandet kor under ledelse af Peter Habermann. Det består af elever fra Landesgymnasium für Musik i den lille, smukke Harzenby Wernigerode. Koret, der blev stiftet i 1951, er Tysklands bedste ungdomskor og har modtaget et utal af nationale og internationale priser. I november og december turnerer de i Tyskland med et julemusikprogram med 21 sange, som nu er udkommet på cd. Her finder man også to danske julesalmer: "Julen har bragt velsignet bud" og "Her kommer Jesus dine små" ved siden af "En rose så jeg skyde" og "In dulce jubilo", samt "Fröhlich soll mein Herze springen", på dansk "Hjerte, løft din glædes vinger". Ellers rækker musikken helt tilbage til Heinrich Schütz""Also har Gott die Welt geliebt" og indeholder også to sange af Mendelssohn Bartholdy, bl. a. adventsalmen "Lad os juble". Også de tyske folkeviser, bl. a. "Joseph, lieber Joseph mein" vil være de fleste bekendt sammen med mange tyske julesange med rødder langt tilbage i tiden her i nye arrangementer. Der er over disse fremførelser en fuldendt harmoni og tolkninger, der viser korets store kompetence. Her får julen englelyd. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Rundfunk-Jugendchor Wernigerode: "Lasset uns frohlocken" Julemusik fra fem århundreder for kor. Deutsche Schallplatten. B.T.Music