EMNER

Jul i Aalbæk

AALBÆK:Juleoptog gennem byen, gratis sildebord i Hjemmeværnsgården, stort julemarked og kondibingo med FDF som arrangør. Det er bare nogle få af en række tilbud, som på søndag skal sætte både lokale og gæster i Aalbæk i højt julehumør, og det hele slutter med en god julekoncert i Aalbæk Kirke søndag kl. 16, hvor både kirkens voksen- og børnekor samt selvfølgelig også kirkens organist, Lars Pontoppidan, medvirker. Det store julemarked med en række boder bemandet med skoleelever fra 10. klasse på Aalbæk Skole, De grønne Pigespejdere og en række lokale kræmmere åbner søndag kl. 10, og samme tidspunkt begynder også FDF’s kondibingo med udgangspunkt fra Hjemmeværnsgården, hvor man også kan vælge at nyde gode lokale sild fra Launis. Kl. 14 vil julemanden, der ventes at ankomme til Aalbæk allerede søndag formiddag, sammen med Tordenskioldsgarden og ryttere fra Aalbæk Rytterlaug gå i spidsen for det store juleoptog gennem byen.