Jul i antikvariatet

I Pilegaards Antikvariat stiger omsætningen til det dobbelte i december.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er langt mellem nisserne og julekuglerne i antikvariatet. Men i det ene udstillingsvindue er gamle og nyere julebøger udstillet, og indehaverparret har - traditionen tro - bagt pebernødder til kunderne.

Der er rigtig langt mellem nisserne og julepynten i det hele taget i Jens og Alina Pilegaards antikvariat i Algade. Ved tidligere højtider har 10 nisser gemt sig rundt omkring i boglabyrinten, men i år kunne Alina Pilegaard ikke finde kassen med julepynt. Til gengæld byder parret kunderne på ægte hjemmebag. - Vi har bagt to kæmpekasser med pebernødder - det har vi gjort i mange år, fortæller Alina Pilegaard og byder. Der er travlt i antikvariatet i disse dage. For det er ikke kun Salling og gågadernes butikker, der langer julegaver over disken i december. - Kunderne kommer med lange ønskelister fra familiemedlemmer. Her i ugen havde jeg en mand, der købte en stor stak bøger om skuespillere lige fra Liva Weel til Jesper Klein. Jeg tror, bøgerne var til konen eller til en teaterinteresseret søn, siger Jens Pilegaard. Det er især fagbøger, kunderne efterspørger. - Fornylig kom der er mor med en liste over fire bøger om militærhistorie, som sønnen ønskede sig. Hun blev overlykkelig, da det viste sig, at vi havde de tre af bøgerne, fortæller Alina Pilegaard. Et andet populært område er bøger om selvforsyning. Jens Pilegaard giver DR's bonderøvsudsendelser skylden for den voksende interesse for at lave tingene selv. - Bonderøven inspirerer mange, og det kan vi mærke på salget. John Seymours originale bog fra 1976, "Håndbog i selvforsyning", kan nemt sælges for 500 kroner, og bøger om pileflet er også meget efterspurgte, siger han. Der er også igen blevet stor interesse for håndarbejde. Som eksempel nævner Alina Pilegaard bøger fra 70'erne og 80'erne med snitmønstre. - Den slags bliver solgt med det samme. Strikkebøger er også populære, siger hun. Selvom julehandelen i antikvariatet er domineret af fagbøger, sælges der også skønlitteratur. - Vi dækker jo meget bredt og dybt. Vi kan hjælpe skolepigen, der har en 50'er til at købe en bog til far, og forældrene, hvis studerende søn ønsker sig Kierkegaards samlede værker. Med mindre der er tale om sjældenheder, er vores priser lavere end i boghandelen, og dertil kommer, at man på det nærmeste ikke kan få en bog, der er mere end to år gammel hos boghandleren, siger Jens Pilegaard. På trods af at antikvariatet i Algade er faretruende tæt på eksplosionspunktet af bøger sker det, at kundens bog ikke er på lager. Men så skriver Jens Pilegaard bogen op, og kunden får besked, når den er i hus. Et eksempel på en bog, der i årevis har krævet kundernes tålmodighed, er "En retsmediciners erindringer" af nu afdøde statsobducent Preben Geertinger. - Den skal man være heldig for at finde på lager, men det lykkedes altid at skaffe den, siger Jens Pilegaard, der her i december også har solgt en vare fra en lidt anden boldgade: et håndkoloreret og indrammet kort over Sjælland fra 1660. Makkeren - et tilsvarende kort over Fyn - er stadig til salg for omkring 4000 kroner.