EMNER

Jul i en delt familie

Naboer og venner hjælper flygtningefamilie gennem en jul uden deres børn

TERNDRUP:I vinduet står et lille juletræ med blå kugler, rødt bånd og en lysende guldstjerne på toppen, og på bordet står et slukket adventslys med kravlende nisser. Det kunne være et hvilket som helst hus i Terndrup, men familien er anderledes, for sproget er dari, og religionen er muslimsk. - Det er naturligt for os, at når vi bor i Danmark, så fejrer vi jul ligesom jer. Vi bor her og vil være en del af dette samfund, siger Mohammad Asif Ayubi. Han kom til Danmark i 1999 efter at være flygtet fra tortur og dødstrusler i Afghanistan. Han har siden fået familiesammenføring med sin kone, Rahila, og tre af sine børn. De har i alt seks børn, men de tre ældste måtte ikke komme med til Danmark sammen med Rahila og deres tre yngste børn for to år siden. Udlændingestyrelsen troede ikke på, at de ældste børn var under 18 år, og de kunne derfor ikke komme til Danmark, før de var blevet undersøgt af danske læger. Det blev de i slutningen af 2002, og 10. december i år fik datteren Wezma og sønnen Masehi lov til at komme til Danmark. Mustafa, som ifølge sine forældre er 16 år, fik afslag på ansøgningen. Danmark - et godt land Den tidlige julegave, familien havde håbet på, blev derfor til endnu et kapitel i et i forvejen langt mareridt. - Når jeg fortæller danskere om vores situation, bliver de kede af det og føler med os, siger Mohammad Asif Ayubi. Han er taknemmelig for den støtte, han mærker fra sine venner i Terndrup og Skørping, hvor familien tidligere har boet. Og selvom han i mange år har kæmpet med myndighederne for at få sin familie hertil, har han intet ondt at sige om Danmark. - Det er et godt land. Vi har kun mødt hjælpsomme mennesker her, siger Mohammad Asif Ayubi og fortsætter: - Vi har en rigtig god kontaktfamilie her i byen, og vi har mange gode venner. Rahila Ayubis mørke øjne lyser op, og med et smil siger hun: - Hvis naboerne ikke ser noget til os i et par dage, så kommer de og banker på for at høre, om der er noget galt. Hun kigger ud af vinduet og peger rundt på de andre huse på vejen.