EMNER

Jul igen - trods alt

Anden søndag i advent var jeg til barnedåb i familien i Vor Frue Kirke i Aalborg. Er der noget, der kan give den indre varme på en kold årstid og i en kold tid i det hele taget, så er det den store, dybe og glædelige begivenhed, en barnedåb er. Ikke nok med at der er tale om en enkel og smuk ceremoni - det er virkeligheden bag ceremonien, der for alvor giver den nævnte indre varme.

Et nyt lille menneske bliver nu en del af et fællesskab, det kommer til at høre til et sted, og det får en kærlighedserklæring, som vil følge det lille barn resten af livet. Ja, kærlighedsløftet gælder ud over dødens grænse, idet dåbsordene lyder igen, når livet er slut, og begravelsen finder sted. Barnedåben kastede i år ekstra lys over adventstiden. Første søndag i advent er som bekendt kirkens nytår, og tiden frem til jul, hvor vi hver søndag tænder et ekstra lys i adventskransen, betegnes også som forventningens tid, hvor vi besinder os på det, der skal fejres i julen, nemlig Jesu fødsel. Her bryder glæden og jubelen løs, vi lytter til juleevangeliet, vi synger julesalmer, vi samles med vore nærmeste og giver hinanden julegaver. I det hele taget er julen tiden, hvor fællesskabet og nærværet er i højsædet, og hvor vi får øje på vores medmenneske igen. Ja, det lyder alt sammen meget godt, men lad det nu ikke blive for sukkersødt og virkelighedsfjernt, vil en og anden kritisk og skeptisk røst nok lyde. Og det er da også fuldt forståeligt. Der er jo nemlig lige så lidt, som det var tilfældet den første julenat, plads til alle i herberget. Nogle er sat uden for fællesskabet og sat uden for den velfærd, de fleste af vi danskere oplever i vores liv. Masser af mennesker lider nød, sulter, tortureres eller plages af sygdom. Både børn og voksne oplever også en forfærdelig ensomhed og isolation, fordi de er blevet svigtet. Atter andre sidder alene i denne jul, fordi de måske har mistet en kær ægtefælle eller andre af deres nærmeste på grund af dødsfald. Selv om vi lever i et trygt velfærdssamfund, undgår ingen af os jo sorgen og savnet ved at miste. Her kommer Jesu fødsel og dåben ind i billedet. Troen på, at Gud lod sin søn blive menneske og dermed gjorde os alle til sine børn, gør os et eller andet sted dybt inde i sjælen usårlig over for alverdens ulykker og ondskab. Det kan ramme os, javel, men vi er omfattet af en universel og almægtig kærlighed, som ganske vist ikke kan måles og vejes på traditionel vis, men den kan tænde et varmt lys i tilværelsens kulde og mørke. Vi er i den store og dybe sammenhæng ikke vejet og fundet for lette, men vi er omfattet af Guds kærlighed nu og til alle tider. Det er den dybe åndelige virkelighed, som står uantastet, hvad enten vi sidder i familiens skød og mæsker os med flæskesteg med sprød svær skyllet ned med en god årgangsrødvin, eller vi juleaften er henvist til at sulte og fryse i ensomhed. Julens og dåbens budskab er i sin grundsubstans det samme, nemlig noget så usædvanligt og fornuftsmæssigt uforståeligt som et betingelsesløst kærlighedsbudskab, som det er op til os selv at tage imod. I morgen lyder julebudskabet over hele Jorden igen - både ude i den store verden og her hos os selv. Lad os tage imod det med taknemmelighed og et åbent sind. Lad os sige ja tak til den gave, livet er, og lade os samtidig tage den opgave på os, som livet også er. Lad os efterstræbe den rigdom, der ligger i at lade vores næste og ikke os selv være livets centrum. Så kan vi i morgen sige til hinanden: Så blev det jul igen - trods alt. Glædelig jul!