Jul med boksestævne og bal

Pandrup Bokseklub arrangerer stævne i Aabybro Hallen

AABYBRO:For anden jul i træk inviterer Pandrup Bokseklub til stævne i Aabybro Hallen 1.juledag og i forsøget på at opbygge en tradition med aner til tidligere tiders succesfulde juleboksestævner i blandt andet Aalborg, så er der mere end slagfærdige kampe på menuen. - I år holder vi også bal, så snart den sidste kamp er bokset færdig, fortæller formand for bokseklubben, Kim Aarestrup. Det bliver med musik fra et lokalt band og damerne får gratis adgang, lover han. - Vi har lyttet til kritikken fra sidste år af, at stævnet fandt sted for tidligt 1. juledag, nemlig om eftermiddagen. Derfor har vi rykket starten til om aftenen, og efter to og en halv time med boksning bliver der så et bal, siger KimAarestrup. - Sådan var det jo også for 20 år siden, når der var boksestævne på den lokale kro eller i forsamlingshuset. Den tradition vil vi gerne genoplive, siger han. Men der bliver også rettet an til letbenet dans i den firkantede ring, når Pandrup Bokseklub sender sine bedste boksere og sine talenter i ringen. Faktisk er de så stærke, at klubben er nødt til at gå udenlands for at finde modstandere der kan matche dem. - Det er svært at matche vore bokser med andre danske boksere 1. juledag, så vi foventer at kunne byde på kampe mod litauiske boksere, siger KimAarestrup om de cirka et dusin kampe. Blandt kombattanterne er Danmarks bedste letweltervægtere, Torben Keller og Kasper Bruun, som Pandrup Bokseklub arbejder for at få med til OL i Beijing i 2008. Andre garanter for gode kampe er den jyske mester BrianBrix og den danske juniormester Søren Hansen. -Sidste år oplevede vi meget tætte kampe mod de udenlandske boksere, og vi var meget glade for opbakningen fra publikum på 500 og fra erhvervslivet til vores stævne, fortæller KimAarestrup.