Jul med tre koncerter

Tre kirker i Hjørring og omegn bød på julesalmer og fællessang

HJØRRING:- Til festlige lejligheder hører det sig til at synge sammen, og i dag hvor det er 4. søndag i advent, er der al mulig grund til at bryde ud i sang, nemlig for at fejre Jesus fødsel, lød det i går eftermiddag i Bistrupkirken fra sognepræst Kaj Anker Jensen. Men Bistrupkirken, som NORDJYSKE gæstede, var nu ikke den eneste kirke, hvor der var inviteret til julesammenkomst. Også i Tårs Kirke og i Sct. Hans Kirke var der i går julekoncerter, og det fortsætter i eftermiddag i Sct. Olai Kirke. Men i Bistrupkirken var det som om, at borgerne virkelig havde valgt at følge præstens ord, for der var kun ganske få ledige stolesæder tilbage. Her kunne man opleve og høre hele tre kor, idet der var salmer og nyere julemelodier fra Bistrupkirkens Ungdomskor, Bistrupkirkens Kor og Bistrupkoret under både kor- og orgelledelse af Kristian Stange. De fik følgeskab af sopranen Charlotte Larsen og pianisten Claus Zielke. Eftermiddagens program var meget bredt - og på en måde også lidt nymodens. For de lidt tungere bibelske tekster var af præst Kaj Anker Jensen skiftet ud med Johannes Møllehaves fortælling på rim "Da glæden blev født". Eksempelvis: "Maria ventede et lille barn, og selv om Josef ikke var farn', så bankede en glæde i hjertet". En god omdigtet version af juleevangeliet, der satte fokus på det at vente i spændingens glæde: - Det er glædeligt at vente, når det er glæden selv, man venter på, som Kaj Anker Jensen berettede. Julekoncerten bød på flere fællessalmer, smuk solosang ved sopran Charlotte Larsen men især korsang fra de tre kor. Bistrupkoret kunne f.eks. synge "Der er noget i luften" og den traditionelle julehymne "In the bleak midwinter", mens Bistrupkirkens Ungdomskor også havde skelet til Johannes Møllehave. De gav til Claus Zielkes pianospil nemlig Møllehaves og Anne linnets "En stjerne på himlen" og den nyere danske "Gabriel og Maria". En flok på 19 medlemmer blev også dannet af kirkekoret og Bistrupkorets damer, og så kunne alle tre kor i fællesskab slutte af med "Dejlig er Jorden" - for det var den nu lidt ekstra i går. Kunne man ikke være med til koncerterne i går, er der mulighed for fra i dag og til og med onsdag at gæste Sct. Olai Kirke, hvor der er koncerter hver dag. Det er f.eks. sang-, orgel- og trompetmusik men også koret "Pi'rne".