EMNER

Jul på finsk med svenske aner

Har man god tid og en velpolstret tegnebog, så kunne man overveje en lidt anderledes juleoplevelse. I Åbo, der ligger i det sydvestlige Finland, byder julen på en spændende blanding af finsk, svensk og russisk tradition. Her er et seks uger langt juleprogram, der består af markeder, koncerter og udstillinger. Åbo (Turku) er Finlands ældste by, og festlighederne startede med en i denne weekend (lørdag d. 2. december) og fortsætter til d. 13. januar. Julen i Åbo genspejler byens historie og byder på en spændende blanding af finsk, svensk og russisk tradition. Åen Aura, der løber gennem Åbo centrum, er samlingspunkt for aktiviteter året rundt. Fra sidst i november er den ligesom byens mange gamle bygninger julepyntet og oplyst af tusindvis af pærer. På ”Gamla Stortorget” lige ved siden af er gammeldags julemarked med små hyggelige boder, musik og anden underholdning. Også på Åbos museer venter anderledes oplevelser. På Åbo slot er der dækket op med renæssancehoffets julebord, og på ”Klosterbackens Hantverksmuseum” er der mulighed for at opleve, hvordan folket fejrede jul i 1800- og 1900-tallet. Festlighederne i Åbo kulminerer 24. december kl. 12, hvor julefreden forkyndes ved en højtidelig ceremoni en tradition, der stammer fra middelalderen og transmitteres direkte på finsk og svensk TV. Vil man opleve julen i Åbo live, kan man f.eks. tage med SAS, der flyver direkte fra København flere gange dagligt. Flyveturen tager halvanden time. En retur fra Aalborg til Turku - via København - løber hurtig op i mellem 2.500 og 3.000 kr.