Jul på italiensk

Anmelderen forventer sulemad i overflod i den kommende tid og valgte derfor italiensk til julens restaurantbesøg

fire stjerner Den italienske restaurant "Il Mulino" i Aalborg har til huse i en gammel bygning, der er - næsten lige så vind og skæv som det berømte tårn i Pisa. Vinen i glassene var ude af vater, og selv om jeg først troede, at det var efterveer af gårsdagens julefrokost samt den aktuelle indtagelse af alkohol, der var skyld i det usædvanlige syn, viste diverse sovse og olier samme tendens til at samle sig i den ene side af tallerkenen. Hyggeligt, og der var til gengæld ikke mange skæverter når det kommer til maden og vinen. "Il Mulino" har befundet sig på Vesterbro siden 1994. Alligevel møder jeg stadig indfødte, der ikke kender stedet, og heller ikke kan genkalde sig at der overhovedet ligger en restaurant ved gågadens udmunding i Vesterbro. Årsagen er måske, at det gamle, smalle hus vender gavlen ud mod vejen, og derfor ikke synes af meget. "Il Mulino"'s spisekort er til gengæld til at få øje på. Her listes 7-10 forretter, pastaretter, fiskeretter, kødretter og desserter, men heldigvis også kokkens menu'er på tre, fire eller fem overraskelser plus antipasta. Vi var denne decemberlørdag hundehamrende sultne efter en dag på cola, danskvand, treo og letristet toastbrød, og mente derfor sagtens at kunne klare en femretters menu. Ved at lægge vores skæbne i hænderne på køkkenet slap vi for at tage stilling til noget som helst, og de ku' bare komme an med de fem, ku' de. Vi blev endog ved bestillingen spurgt, om vi var sultne, men det var vi jo. Vi blev klogere, men derom senere. Vi var som de fleste andre gæster blevet bænket på første sal ved et meget lille bord. Det viste sig da også allerede ved de indledende antipasti - en større antal små sager, der skal skærpe appetitten - at give anledning til pladsproblemer. Fem bittesmå fade fandt plads i den smalle vindueskarm, mens sidste fad lige kunne klemmes ned på en sidetallerken. Fadene indholdt rødløg i balsamico. Kæmpestore hvide, flade bønner - som jeg med skam at melde ikke kender navnet på - i hvidløgs- og andet krydret olie. Marinerede squash. En peberfrugte og løg blanding samt krydret fennikel. Dertil kom en lille traditionel salat med små stykker fjerkræ, spinatblade og en halvheftig peberrodsdressing, som det af hensyn til smagsløgenes kapacitet blev anbefalet os at spise til sidst. "Il Mulino" hverken kan eller skal undgælde for vores manglende begejstring for det danske svar på lakridsrod, fennikelen, og bortset fra den var de kolde småretter rigtig fine. Især bør rødløgene og de hvide bønner fremhæves - hvordan får man et så kønsløst et produkt som bønner til at smage af så meget? Det ledsagende brød var som brød bør være på et italiensk spisested. Hårdt og sprødt i skorpen, sejt og med store huller i krummen. Vinmæssigt knurrede vores venlige, kvindelige tjener, da vi afsvor hvidvin og satte hende på den noget nær umulige opgave at finde en rød, der kunne drikkes til de mange grøntsagsretter, som den for os stadig hemmelige menu bestod af. Hun ville ikke personligt anbefale rød vin fra måltidets start, men vi var ubukkelige, hvorefter en Chianti Classico kom på bordet. Den bar navnet Selvole, var fra 2002, smagte godt af frugt men var - nyåbnet - en smule for spids til for min smag. (340 kroner) Efter de mange små fade glædede vi os til en gang pasta som første ret i femretters menu'en, men der blev vi snydt på den gode måde. En blev båret fire denne gang varme antipasti, og da jeg var færdig med dem indfandt sig den første tanke om, at ihvertfald jeg med de fem retter havde bidt over mere end jeg kunne klare. Det varme var julesalami i linser (superdelikat), små kogte, krydrede pølser (afliv den danske medister!), otte-armet sprutte i tomat og hvidløg og nok meget mere (okay, men lidt problematisk at spise på en tallerken, der indtil da kun havde båret kød og grøntsager) samt strimlet oksefilet med kartoffel- og gulerodsstykker. Sidstnævnte var småkedelig, og kan gøres rutinemæssigt bedre i mors eget køkken. Efter en time-out - hvor Chianti'en stod og blev rundere i sin flaske - kom pastaen i form af kæmperaviolier på bordet. Fyldet, små stykker lammekød, blegnede ved siden af den bedste tomat-og-chilisovs, jeg har fået i meget lang tid. Perfekt syrlighed fra de friske tomater i hellig kombination med chili'en og ikke mindst med de lige knap gennemstegte store stykker løg. Sommerens salater med skiveskårne bøftomater og et rundhåndet drys af rå løg tonede frem i erindringen. Super råvareforståelse og -behandling. Mens maverne blev rundere og Chianti'en mere venlig kom anden ret på bordet, og den bekom hverken mig eller min medspiser. En saltvandsfisk ved navn guldbras, der indtil da var mig ukendt, blev serveret i ildfast fad under en dyne af kapers og persille. På grund af overdoseringen af kapers har jeg stadig ikke erfaret, hvordan en guldbras smager, og kan man ikke smage fisken giver en fiskeret ikke megen mening. Fisk og i nogen grad skaldyr er sart smagende spiser, som bør garneres og krydres med så let hånd, at deres egenart ikke drukner. Pausen mellem anden og tredje ret blev brugt til at genoverveje vores madmæssige kapacitet, som vi nu måtte se i øjnene var overvurderet. Med julerøde ører bad vi om at måtte lave bestillingen om til fire-rettes menu'er, og det var slet ikke et problem. - Det oplever vi så tit, sagde tjeneren. Dernæst måtte der mere vin på bordet, og efter nærlæsning af det helt enorme vinkort med udelukkende italienske spumanter, hvidvine, rosévine og rødvine fra alle tænkelige regioner samt upåklagelig vejledning, faldt valget på Grevens rødvin: Rosso del Conte fra Sicilien fra den hæderkronede producent Tasca d'Almerita. Ho-Ho-Ho siger jeg bare, for sikke en vin. Sortrød i glasset, fed, kraftig og med masser af oplevelse i smagsnuancerne. Her kom sandelig flere boller på suppen!! Der er langt mellem kødet i det italienske køkken, og det passer mig rigtig godt. Kompensationen er de mange grøntsager og det store arbejde, der lægges i tilberedningen af dem. Tredje ret havde dog kød på tallerkenen, men heldigvis i behersket mængde. En ualmindelig mør og velsmagende svinemørbradsbøf, garneret med artiskokhjerter, den uglesete rod jordskokker i skiver med persille samt smørstegte og i ovnen efterbehandlede kartofler. Men garnituren var sagt på godt dansk kedelig. Der manglede først og fremmest syrlighed på tallerkenen - måske kunne et par dråber citron på artiskokkerne have hjulpet. Dertil kommer, at skokkerne (arti- og jord-) og kartoflerne smagte alt for ens - kort sagt ikke nogen stor smagsmæssig oplevelse. Desserten, en geletingest baseret på sharon-frugt og placeret i en hvid chokoladesovs, der smagte lidt af chokolade og en del af orange, var ikke i balance og dertil ret ligegyldig. Summa Summarum for madens vedkommende: Superfine ting ind imellem, en del ligegyldigheder samt en enkelt eller to fusere. Når dertil lægges ukomfortabel indkvartering ved et alt for lille bord ved et trækkende vindue, må vi ende på fire stjerner. Betjeningen var i orden, men ikke i en klasse, der selvstændigt kan berettige stjerne nummer fem. Den sicilianske rødvin var rigtig god, men heller ikke udpræget billig (425 kroner), og Chiantien var kun ok. Helt overordnet sad jeg tilbage med en oplevelse af, at "Il Mulino" uden skade kunne leve bedre op til sin status som italiensk restaurant. En fire retters menu koster 349 kroner. Kan man også klemme en ostetallerken ned er prisen 379 kroner. Med to flasker vin og to espresso á 24 kroner forlod vi "Il Mulino" 1511 kroner fattigere. Ristorante"Il Mulino" Bispensgade 31 Aalborg Frokost: 11.30 - 15.30 Aften: 17.30 - 24.00 Tlf: 98 12 39 99 Lukket søndag og mandag