EMNER

Jul på tapetet og på tombola-lodsedlen

FJERRITSLEV:Louis William Maymann levede op til traditionen og var som altid den første ved tombolaen, da Aktivitetscentret i Fjerritslev holdt julemarked. Han og kørestolen var flankeret af Louis’ to oldebørn, og det blev såmænd 8-årige Cathrine og ikke oldefar, der rendte af med et håndklæde på lodsedlen. Julemarkedet er en kærkommen begivenhed på centret, og centertorvet svulmede af glad julestemning og trange køer foran boderne. En lang hale foran æbleskiveboden ventede troligt på, at dejen skulle brænde sig brun. - I må væbne jer med tålmodighed, for det varer lige lidt, før der bliver givet los, forklarede en kvinde i en mikrofon, mens Husorkestret slog tonen an til fællessangen ”Nu er det altså jul igen”. Da sangen var ovre, kunne julefolket endelig slå sig løs i boderne. Der var friskbagte klejner, der lå og puttede sig i poser à 20 kroner. Der var nisser af glaskugler og engle af papir. Og man kunne blive en strandstol eller et nøglebræt eller et fuglehus rigere. Dagmar Kjeldsen gik efter heldets gevinster i tombolaen. Hele 50 kroner blev investeret i 20 lodsedler, og én for én blev de rullet op. - Kom nu med nogle gode gevinster, opfordrede hun smilende sedlerne imens. Og sørme om ikke hele tre af sedlerne havde et nummer på sig. - Tre ud af 20. Det er da ikke så dumt, sagde Dagmar Kjeldsen, mens hun skubbede nitterne væk og begav sig tilbage mod tombolaen. Tre stykker julepynt, et viskestykke med børste, tandpasta og et gavekort til caféen blev udbyttet. Og en tilfreds Dagmar Kjeldsen, der i øvrigt er en rigtig spillefugl med ugentligt billard- og klaverspil, kunne jule videre.

Forsiden