EMNER

Jul som barnemad

Kro fik sæsonens yngste gæster

SULDRUP:En julefrokost er ikke kun for voksne, der både kan spise og drikke som mellemstore elefanter. Sådan noget kan børn med appetit som små kaniner ogå få glæde af. Det kunne man se på Suldrup Kro i går eftermiddag. Her kom 65 stille, høflige og usædvanligt benovede gæster ind fra solskinnet for at finde sig til rette ved borden. Lige gæster for krofatter Henrik Pedersens smag. - Nogle tror, at det er et værre bøvl at have sådan en flok børn til julefrokost. Men det er det ikke. De er meget lette at have med at gøre. Det er meget værre når vi får voksne på besøg, sagde den erfarne restauratør med et grin, inden han svingede et nyt fad ind til børnene. De unge kunder kom fra Børnehaven Skovhuset i Støvring, og det var første gang at institutionen havde taget turen til frokstbordet i Jættebyen. - Vi kunne ikke gøre det meget billigere selv, så vi valgte at få en tur ud af det og tage til Suldrup, fortæller Skovhusets konstituerede leder, Birgitte Storgaard. Børnene udgjorde en lang, farvestrålende hale på deres march fra busstoppestedet og hen til kroen, hvor der snart lå bunker af overtrækstøj rundt om i krogene i det lyse indgangsparti. Derefter tøffede de ind til veldækkede borde, hvor de små ansigter netop kunne kigge op over bordkanten og en sildetallerken med foldet serviet. En pædagog satte sig parat til hjælp ved hvert bord, og der blev da også brug for assistance ved både den ene makrelmad, den anden fiskefilet og det tredie glas saftevand. Men i det store og hele klarede børnene det fint selv - selv ikke en remouladefyldt gaffel, der en overgang så ud som om den skulle klø inde i et barneøre, fandt sit mål. - Der går mange rygter om, hvad man laver på en kro, og det vil jeg gerne være med til at afmystificere. Mange af børnene vil vel fortælle forældrene, at de havde det sjovt, og jeg må også servicere kommende generationer af kunder, sagde Henrik Pedersen. Prisen var usædvanlig lav - 50 kroner per kuvert. Men forklaringen voksen og logisk: Små maver, små priser.