EMNER

Jul som i gamle dage

FJERRITSLEV:Bryggergårdens Museumsforening har holdt en hyggelig aften i familien Kjeldgaards julepyntede stuer. Her var dækket kaffebord med fine duge og porcelænstel, og der serveredes julekage efter familiens originalopskrift. Gulvpladsen var fuldt optaget af stole, og undtagelsesvis blev snoren til den fine stadsstue fjernet, så man kunne sidde i de gamle møbler. Valgmenighedspræst Thorben Johannessen, Klim, fortalte om sin barndoms jul på Færøerne, som begyndte allerede i oktober. Der blev bestilt juletræer fra Danmark, og i skolen kunne man bestille julebøger. Op til jul havde moderen travlt, derfor fik børnene selv lov at pynte op til jul. Det foregik frit og fornøjeligt, og der blev ikke sagt noget til, at der år efter år blev sat tegnestifter i orglet til en bestemt kravlenisse. Juleaften fik man risengrød og fersk fisk til aften, juledag gik man i kirke og 2. juledag var der dans i forsamlingshuset. Hvad dansen angik varede julen til fastelavn med dans hver søndag i forskellige bygder. Nytårsaften var en speciel oplevelse. Når klokken er 21 på Færøerne er det midnat i Moskva, og da der lå mange russiske trawlere i Fuglefjordsbugten, var det et flot syn at se dem affyre hundredvis af nødraketter på en gang, fortalte Thorben Johannesen. nca