Jule-boogie-woogie i Markedshallen

Fagforeningernes julefester trækker stadig folk - men ikke helt som i gamle dage

HOBRO:De moderne tider har gjort deres indtog i julen, og således blev julemanden til LO Hobros juletræsfest i Markedshallen hidkaldt via sms på mobiltelefonen. Så kom han også med det samme. Men de moderne tider har ikke taget livet af en gammel tradition som fagforeningernes juletræsfester. De trækker stadig børnefamilier til, og på denne tredie juledag var 60 voksne og 90 børn samlet i Markedshallen. Dagen før holdt SID Hobro-Nørager juletræsfest samme sted, og samlede lige så mange voksne og børn. For der er ingen tvivl om, at julen er børnenes fest, og det er også primært for deres skyld, at der bliver holdt fast i traditionen. - Vi kommer først og fremmest for de små, og vi er kommet hvert år i de sidste 13 år, fortæller Håkon Krogh, som sammen med sin hustru og blandt andet datteren, Gitte og svigerdatteren Ulla Krogh og seks børnebørn brugte tredie juledags eftermiddag i Markedshallen. Håkon Kroghs datter, Gitte Krogh Jensen, som nu selv er voksen og har børn, husker, at familien også tog til juletræsfest, da hun var barn. - Da var det ude i Rosendalhallen og det var meget større. Og jeg husker, at så stor en slikpose fik jeg kun den ene gang om året, fortæller hun. Men selv om hun og faderen er enige om, at juletræsfesterne tidligere var større og med flere mennesker, så får det dem ikke til at droppe traditionerne. - Vi holder fast ved fagforeningens juletræsfest, også fordi det er vores fagforening, siger Ulla Krogh, og hendes svigerfar tilføjer: - Nogle skal jo holde fast ellers glider det helt ud. De erkender alle tre, at december ellers har været travl med juleafslutninger og julefester i skoler, børnehaver og på arbejdspladserne. Samt familiejul siden den 24. og julefrokost anden juledag. Men alligevel er de alle taget afsted med børnene, hvor den ældste er 13 år og yngste mand er tre år. - Vi er godt nok ved at være lidt trætte nu, og det er børnene også. Men vi fortsætter, så længe børnene vil. Og så kan vi jo komme igen, når der kommer flere børne- og oldebørn, siger familien Krogh. Hvornår de første juletræsfester i fagforeningerne blev holdt er ingen i Markedshallen helt klar over, men alle er i hvert fald klar over de faste traditioner. Så efter en lang tur rundt om juletræet sammen med julemanden til tonerne af julens sange - lige fra Glade Jul (med rumklang) og til Jule-boogie-woogie - så var der pølser og sodavand til børnene, mens forældrene kunne hvile fødderne lidt og nyde en kop kaffe, inden det igen gik rundt om træet. Til slut kom også den store godtepose til børnene, og heller ikke den tradition havde overlevet sig selv - heldigvis.