Juleånden fundet på Sæby Torv

Musik, hygge og stemning af juleferie og fred i Sæby

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gråvejr og kolde fingre har ikke kunne holde Nisseorkestret fra at spille adskillige gange på Sæby Torv i julemåneden.Foto: Carl Th. Poulsen

SÆBY:Vejret er gråt og koldt. Nok efterhånden det mest typiske julevejr i Danmark. Vejret lader da heller ikke det mindste til at påvirke julestemningen på torvet i Sæby, hvor folk er stimlet sammen for at høre Musikkorps Sæbys Nisseorkester spille deres næstsidste udendørs julekoncert i år. - Det er pragtfuld, og en dejlig måde at være sammen på, fortæller Erik Schonk fra orkestret. Julefreden sænker sig Enkelte styrter paniske op og ned ad gågaden for at få de sidste juleindkøb på plads før lukketid, mens andre lader skuldrene falde ned og julefreden falde over dem. En af dem der nyder sin juleferie rigtig meget, er Janni Steffensen. - Det er dejligt at få fri fra skole, og virkelig bare kunne nyde det hele. Kære Julemand... I Julemandens hytte på torvet er der travlt som altid. Nissemor deler slik ud, mens børnene skiftes til at snakke med Julemanden om deres ønsker. Nicolai på seks år ved godt hvad han kunne tænke sig: - Jeg ønsker mig allermest et stort fjernsyn. Voksenslik Mens Nissemor deler slik ud til byens børn, står en lang række, ligeså slikne, voksne i kø foran den fine slikbutik, Mosen, der blev kåret til årets forretning i Sæby. En af de slikglade voksne er Jesper Christensen, der indtil videre har stået i kø i 10 minutter. - De har så mange gode sager, og man må jo godt forkæle sig selv lidt, nu det er jul, griner han. Den rette ånd På torvet spiller Nisseorkestret Skal Vi Flette Vore Julehjerter Sammen, og folk står rundt omkring med veltilfredse smil. Børnene har for længst fundet julestemningen, og nu lader det også til, at de sidste voksne har tid til at mærke efter den rigtige juleånd - og så er der dem der aldrig har mistet den - Jeg glæder mig til jul hele året rundt. Det er så dejlig og skøn en tid, fortæller Inge Nygård, der er folkepensionist, og bor i Sæby.