Juleaften i Algade for 17. gang

SÆBY:For 17. blev der budt indenfor i Algade 3 til en alternativ juleaften, hvor fællesskabet er prioriteret meget højt. Klokken 15 mødte de første af de 42 deltagere op og fik kaffe og kage. Eftermiddagens program bød på pyntning af det store juletræ, lave juledekorationer og dække bord, og nogle valgte at gå til julegudstjeneste. Som eftermiddagen skred frem bredte der sig, som i så mange andre danske hjem, duften af flæskesteg og rødkål, alt mens der blev pisket fløde til risalamande. Rødvinen blev trukket op og de sidste gæster indfandt sig kl. 18. Efter julemaden og uddeling af mandelgaver, blev opvasken klaret, og så var det ellers tid til at gå omkring træet. Fællessang ledsaget af klaverspil var et af aftenens højdepunkter. Mange af de gamle julesange og salmer blev sunget, juleevangeliet blev læst, julemanden kom, og der var julegaver til alle. Aftenen sluttede med kaffe, frugt og slik. Arrangementet har fået økonomisk støtte af en række af byens forretninger, velgørende organisationer, fonde og byens pengeinstitutter.