Fødevarer

Julebasar med kæmpe kagebord

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sabrina og Chriss stod i tombolaen med hjælp fra forældrebestyrelsen

ARENTSMINDE:Skolefritidsordningen Fritterens egne lokaler ved Langeslund Skole dannede i år rammen om den årlige julebasar. Arrangementet er tidligere blevet holdt i skolens gymnastiksal, men skærpede krav fra brandmyndighederne medførte flytningen. De ændrede lokaleforhold ødelagde dog ikke glæden for de mange børn samt deres søskende, forældre og bedsteforældre, og skolefritidsordningens lokaler var et konstant mylder af mennesker og summen af aktivitet, mens arrangementet stod på. Børnene indledte med at synge julesangen ¿Julen sig nærmer¿ for gæsterne. Derefter gik de mange aktiviteter i gang. Der var tombola, fiskedam, juleværksted og ikke mindst kage og sodavand til børnene, mens kagen blev suppleret med kaffe for de voksnes vedkommende. Kagebordet var imponerende og omfattede ikke mindre end 11 forskellige slags kage, der var bagt af forældre til nogle af SFO¿ens 36 børn. Meget populær var både fiskedam og tombola, hvor de mange gevinster var fremstillet i fritidsordningen med børnene som aktive deltagere. I juleværkstedet havde børnene mulighed for at kreere deres egen juledekoration blandt andet med materialer, som børnene selv havde været med til at indsamle på en tur til Oxholm Skov i begyndelsen af november. Under hele julebasaren var børnene tildelt små opgaver, der skulle varetages for at afvikle basaren. Børnene klarede opgaverne forbilledligt med hjælp fra forældrebestyrelse og SFOens personale. - 18. december skal vi til julefrokost på Arentsminde Kro og Cafeteria, der serverer en børnevenlig menu som buffet. Det er virkelig noget børnene kan lide, og det er utroligt spændende at se, hvad de udvælger, fortæller skolefritidsordningens leder Mie Jensen, der tilføjer, at overskuddet fra basaren går til denne julefrokost. jd