Julebasarerne er reddet
Spillemyndigheden ændrer bekendtførelse efter nej til lotterier i Hanstholm

De såkaldte skrivebøger - kladdehæfterne, hvor basargæster skriver op til en gevinst - måtte blive på hylden ved årets basar i Hanstholm. Næste år kan de komme i brug igen. Arkivfoto: Diana Holm diana.holm@nordjyske.dk
THY-HANNÆS:Arrangørerne af julebasarer kan godt finde kladdehæfterne frem igen, skriver Thisted Dagblad tirsdag.
En sag fra Hanstholm, hvor to foreninger fik nej til at holde lotterier med såkaldte skrivebøger, har nu fået Spillemyndigheden til at ændre en bekendtgørelse, så det alligevel bliver tilladt at gennemføre lotterier af den slags, hvor basargæster kan gøre deres indsats på en bestemt gevinst ved at lade sig skrive op i et kladdehæfte.
Hanstholm Idrætsforening og KFUM-spejderne i Hanstholm har i mange år udloddet gevinster på den måde. Og i ligeså mange år har de to foreninger søgt og fået tilladelse hos politiet til at holde lotterierne.
Men fra og med i år er det i stedet Spillemyndigheden under Skatteministeriet, der skal give tilladelsen. Og her blev der sagt nej. Foreninger må nemlig kun holde to lotterier om året, og Spillemyndigheden fortolker det som ét lotteri, når der er én indsats med én gevinstpulje.
Men efter Thisted Dagblad skrev om sagen fra Hanstholm, har de to lokale folketingsmedlemmer begge taget den op med skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Og nu bliver der nu ændret i bekendtgørelsens tekst.
Nu kan en forening få tilladelse til at holde flere lotterier. Lotterierne skal bare være tilknyttet ét arrangement af højst to dages varighed. Og den samlede gevinstsum for lotterierne må ikke overstige 250.000 kr.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.