EMNER

Juleeventyr og kræmmerhuse

Knap 500 børn har i løbet af den seneste uges tid hygget i museumskælderen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Museumsnissen ved lige, hvordan han skal tryllebinde sine unge lyttere. Foto: Carl Th. Poulsen

Den seneste uge har der været en puslen, en snakken, en røren, en klippen, en hvisken og en fortællen i kælderen på Sæby Museum. Det er Nissen - den rigtige julenisse altså, der har indtaget kælderen, hvor han har indrettet sig med halmballer på jorden, en læselampe til at se med og en lænestol til at fortælle historier fra. Og knap 500 børn har haft lyst til at høre julehistorier og klippe julepynt - og har derfor meldt sig på Nissens VIP-liste, som KUN børn kan komme på. - Så mange kan vi jo ikke have besøg af på én gang, derfor har vi måttet dele dem op i en lang række hold, for ellers kan de jo ikke få glæder af historierne. Men jeg er bare så glad, så glad, fordi jeg har så utroligt travlt fra morgen til aften som aldrig før, fortæller Museumsnissen. December er jo hans højsæson, hvor han er med til at sikre, at alle børn får ekstra mange glæder og overraskelser. Historierne, der fortælles på museet, er skrevet af Bent Krag fra Sæby, og det er hans Julebreve fra sidste år, alle byens børn nu kan høre. Nissen giver dem historien om to børn, der besøger deres oldemor og oldefar på landet. Her oplever børnene ikke bare en masse sjove og spændende ting - de møder også to nisser, den ene mere drilsk end den anden, som formår at sætte huset på den anden ende den ene gang efter den anden. Museumsnissen fortalte så livligt om børnenes eventyr hos deres oldemor og oldefar, at man kunne høre en knappenål falde ned i halmen på museets kældergulv. I den anden ende af kælderen sad resten af hold 1 - der havde travlt med noget helt andet. - Vi sidder her og klipper kræmmerhus og det er meget sjovt. Vi har også klippet julestads hjemme, fortalte børnene, mens de klippede og klistrede - under kyndig vejledning af museumspersonalet. Da formiddagen var gået, var alle enige ojm, at det havde været så hyggeligt og sjovt, at de helt sikkert ville - eller i hvert fald måske - være med igen næste år. Og Museumsnissen? Han sank søvnig sammen i sin øreklapstol - for aldrig før havde han dog haft så travlt - og succesen fortsætter, for juleeventyrsultne børn er der nok af i Sæby.