Skolevæsen

Juleferie forlænget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

ISS skadeservice har travlt med at vaske vægge i skolens kantine. Rengøringsarbejdet og omrokering af klasselokaler er årsag til, at eleverne får forlænget juleferien med to dage.Foto: Grete Dahl

AALESTRUP:Lugten af røg og soden på væggene er i fuld gang med at blive fjernet på Aalestrup Realskole, efter skolens østfløj på 800 kvadratmeter brændte nytårsnat. Men rengøringsarbejdet er så omfattende, at skolens elever får to dage længere juleferie end beregnet. - Eleverne skal først møde på onsdag klokken 07.40. Her vil vi samle alle eleverne i kantinen til en snak om branden, og hvor de nu skal undervises. Vi vil også give tid til spørgsmål og dermed ikke kun tage hånd om den praktiske del med andre klasselokaler, men også sørge for den følelsesmæssige side, der må være fra eleverne, siger skoleleder for Aalestrup Realskole Jan Stigaard. Han oplyser, at skolens personale bliver samlet på samme vis, dog allerede mandag for at forberede elevernes start. Rystende syn Skolelederen var på ferie i Nordjylland, da han nytårsmorgen fik en sms med den triste nyhed fra skolens viceinspektør. - Jeg fik travlt med at følge med i pressen og oplyse om branden på skolens hjemmeside, hvor elevernes forældre bliver informeret, fortæller Jan Stigaard. Han måtte afslutte ferien før tid og tage op på skolen, hvor en nedbrændt fløj stod åben for ham. - Det var et rystende syn at se lokalerne, som er gået op i røg. Det er forfærdeligt med al det materiale, som eleverne selv har lavet og er stolte af, der er forsvundet. For bøger kan vi jo fremskaffe igen, siger Jan Stigaard. Klasselokaler til alle I den nu nedbrændte østfløj havde tre 9. -og to 10. klasser deres klasselokaler. På grund af små årgange er der i år på skolen to klasser mindre end normalt, og det gør det lige nu nemmere at få plads til de fem "hjemløse" klasser. Jan Stigaard fortæller, at geografilokalet bliver slået sammen med biologilokalet og dermed omdannet til et klasselokale. Dernæst genetablerer skolen det gamle fysiklokale og omdanner et grupperum til et klasselokale. - Jeg vil hellere give eleverne en stabil start, hvor de har et fast klasselokale, i stedet for at de bliver kastet rundt fra lokale til lokale. Jeg er ikke i tvivl om, at vi hurtig får indhentet de to dages undervisning, som eleverne mister, siger Jan Stigaard. De næste par dage går med at finde borde og stole til de nyetablerede klasselokaler og få rengøringen gjort færdig.