Hirtshals

Juleferie med forsinkelse

Med udsigt til en flok ængstelige rejsende på land kæmpede kaptajnen på Color Lines Christian IV en brav kamp mod det frådende hav hele torsdag eftermiddag.

Bidske vindstød gjorde bølgegangen for voldsom til, at kaptajnen turde manøvrere det store passagerskib ind i Hirtshals havn, og skibet fra Kristiansand, der var berammet til at anløbe klokken 12.45 lå endnu ved redaktionens slutning underdrejet ud for Hirtshals. - Det er en beklagelig situation, men af sikkerhedsmæssige årsager har vi ikke kunnet gå i land. Det er ene og alene kaptajnens beslutning, siger beredskabsvagt Jakob Jensen fra Color Line. - Det er klart, at vi nu står med en nervøs flok af julerejsende. I alt kommer denne store forsinkelse til at berøre fire afgange og cirka 1300 passagerer, der allesammen gerne vil holde juleferie, sagde Jakob Jensen i aftes. Vejrmeldingerne fra vejrstationen i Karup burde dog få de både frysende passagerer til at tø lidt op. I løbet af i aftes og i nat skulle vinden aftage så meget, at færgefarten bør være normaliseret juleaftensdag.