EMNER

Julefest bragte børn til trampeland

Det traditionelle julearrangement med masser af julehygge samlede 600 i Østsidehallen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ju­le­man­den lag­de også tu­ren om­kring Østsidehallen for at lege med bør­ne­ne. Foto: Hen­rik Louis

Ø. BRØNDERSLEV: Trampeland, vinkeland, cykelland, ja selv kramme eller kysseland blev besøgt i forbindelse med Julesjåw i Østsidehallen i Ø. Brønderslev. Det var Joanna Julenisse, der legede alle de kendte julelege med børnene. Og ikke mindst ”Så går vi rundt om en enebærbusk” var populær hos de mange børn. Ikke nok med, at der blev danset omkring juletræet, der var også mange mindre grupper af børn, der dannede kæde for at danse rundt om en enebærbusk. Aftenens højdepunkt var uden tvivl, da Lucia-bruden Signe Dahl Pedersen og hendes omkring 50 terner indtog hallen, der da var helt mørklagt. Alle pigerne havde et lys i hænderne. Lucia-bruden er af sikkerhedsmæssige grunde gået over til at bruge en batteridrevet Lucia-krans. Pigerne sang den populære Lucia-sang, alt imens de slog en runde omkring juletræet. - Det er en tradition gennem 15 år, at vi har stået for Lucia-optoget fortæller leder af skolefritidsordningen, Bente Børjesson. - I en uge øver vi Lucia-optoget. Børnene er meget lærenemme, tilføjer Bente Børjesson. - Lucia-sangen skal ikke synges mange gange, før alle kan den udenad. Dagen før julesjåw-arrangementet var det bedsteforældrene, der fik glæde af Lucia-optoget. Der var nemlig bedsteforældredag i fritteren. Bente Børjesson har selv syet nogle af kjolerne til pigerne. - Vi har også piger, der ikke længere går i fritteren, der gerne vil være med, fortæller hun. Der blev også fremstillet juledekorationer. Det var Tone Hansen og Anne Cimpu, der stod for denne del. - Omkring 100 dekorationer blev der lavet, fortæller Tone Hansen og Anne Cimpu. De har gennem flere år stået for at instruere børnene. Tone Hansen har været på et kursus Materialerne er hentet fra diverse haver. Nogle dekorationer bliver brugt til at pynte op i Østsidehallen med, og andre får børnene med hjem. Og så kom julemanden også med poser. - Julesjåw er en aften, alle ser frem til. Det er en aften, hvor vi skal hygge os. Kontingent og indtægter ved salg af julekalendere går til julesjåw. Omkring 600 børn og voksne deltog i arrangementet.