EMNER

Julefest i kirken - og på kroen

Als Kirke var fyldt til familie-julegudstjeneste

- Det er helt sikkert også noget, vi skal lave næste år, siger en glad sognepræst, Iben Brejner Højgaard ovenpå familie-julegudstjenesten i Als kirke med den efterfølgende julefest i salen på kroen. Der er sjældent set så mange mennesker i kirken. Sognepræsten anslår et par hundrede mennesker, der ud over de normale kirkelige handlinger også blev vidner til et julekrybbespil, som minikonfirmanderne stod for. Hovedparten gik med ned på kroen, hvor den lokale husmoderforening havde pyntet op og sørget for et stort juletræ midt i salen. Kirkens organist, Troels Kold, fulgte også med og leverede musikalsk akkompagnement til julesangene, ligesom han underholdt med underlægningsmusik, mens de små legede, og forældrene og andre voksne pårørende hyggede sig med gløgg og æbleskiver. Erling Schrøder var den veloplagte julemand, der ud over at lede dansen om træet også tryllede for børnene.