Julefest og gaver til anbragte børn
Børnehjælpsdagen på Utzon Center handlede om at skabe gode oplevelser for børn, der har det svært
Opdateret kl. 20:52
AALBORG: Onsdag blev der tændt lys i øjnene på en gruppe børn, hvor det ikke så ofte lader sig gøre.
De cirka 70, der var samlet på Utzon Center, kommer nemlig fra 10 forskellige jyske døgninstitutioner - hvor de er placeret, fordi de af forskellige årsager ikke kan bo hos deres forældre.
Men den ballast var skubbet i baggrunden, og der var således kun smil og glæde at spore ved arrangementet, som hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen stod bag.
Undervejs blev deltagerne blandt andet budt på frokost, museumsomvisning og en juletræsfest med gaver. De indpakkede overraskelser blev uddelt af rapperen "Jøden", komikeren Karsten Green og tv-værten Lisbeth Østergaard, som på den måde bidrog til at drysse lidt stjernestøv ud over det hele.
- Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været med til julefest med Børnehjælpsdagen. Men efter jeg selv har fået børn, kan jeg simpelthen ikke lade være, når jeg får tilbuddet, fortæller Lisbeth Østergaard.
Formålet er at styrke børn og unge i Danmark - med særligt fokus på anbragte børn (0-17 år) og udsatte unge (0-29 år). Organisationen arbejder med at ruste dem til voksenlivet, så de har bedre mulighed for at få en uddannelse, komme i arbejde og blive selvforsørgende.
Sidste år fik 9720 anbragte børn og udsatte unge hjælp fra organisationen.
Kilde: www.bhd.dk
En god dag
Børnehjælpsdagens projektleder, Ida Jacobsen, mente ligesom børnene, at det havde været en god dag.
- Vi gør jo det her for at give børnene en dag med masser af positive relationer. Det er ikke alle de her børn, der kommer hjem og fejrer jul - for det kan deres mor og far ofte ikke klare. Men her er der samlet 70, der alle er i samme båd. De har den samme baggrund, og det giver en masse rummelighed, så børnene føler sig trygge og har en god dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.