Julefester endte i vold

Adskillige julefester i Nordjylland udløste natten til fredag vold og ballade.

50 mennesker blev myrdet i 2008.  Foto: Henrik Bo

50 mennesker blev myrdet i 2008. Foto: Henrik Bo

Værst gik det for sig ved en fest i Brønderslevhallen, hvor adskillige mennesker ved 01-tiden var i slagsmål. En tilkaldt politipatrulje blev mødt af så ond en stemning, at det var nødvendigt at tilkalde yderligere tre-fire patruljer, og der blev kastet mindst to flasker efter politiet, oplyser vagtchef Peter Redder hos Nordjyllands Politi. To af ballademagerne blev taget med til Aalborg og anbragt i detentionen - en 16-årig og en 17-årig fra henholdsvis Nørresundby og Vestbjerg. Også julefester i Ulstedhallen og Løgstørhallen krævede politiets assistance. I Ulsted var en 20-årig mand tilsyneladende indstillet på at ødelægge juleballet for de andre festdeltagere, men det lykkedes politiet at tale ham nogenlunde til ro, hvorefter han blev kørt hjem af patruljen. I Løgstør fik dørmændene ved halfesten stoppet nogle tumulter og tilbageholdt to ballademagere, indtil politiet dukkede op. De to mænd blev sigtet for overtrædelse af restaurationslovgingen og bortvist fra stedet. I nattelivet i både Hjørring, Sæby og Aalborgs Jomfru Ane Gade var der ligeledes fulderikker, som optrådte voldeligt. Politiet måtte flere gange natten til fredag køre til Vestergade i Sæby, og to af gangene havde patruljen en anholdt med tilbage til Aalborg.