Voldtægt

Juleflirt gav voldtægtsdom

Det er ikke et ukendt scenarium, at der ved julefrokoster er lidt kissemissen i krogene. Sådan var det også, da en 18-årig mand fra Mors kort før jul var til firmajulefrokost i Thisted Musikteater.

I frokosten deltog en 17-årig pige, som den 18-årige kendte flygtigt. I takt med alkoholindtaget udviklede der sig lidt kysseri og befamling, og på et tidspunkt gik de to unge udenfor for at trække lidt frisk luft. Men selv om pigen tidligere på aftenen havde gjort det klart for den unge mand, at der hverken kunne blive tale om kæresteri eller sex, endte det med, at den 18-årige forgreb sig på pigen. Det kostede ham i går ubetinget fængsel i seks måneder ved en domsmandsret i Thisted. Og det var endda billigt sluppet. Politianklager Janni Vrelits krævede en betydeligt højere straf med henvisning til, at straffen for voldtægt var blevet skærpet betydeligt i 2002. - Udgangspunktet var, at der skulle lægges et år til straffen efter tidligere praksis, sagde hun og krævede derfor en fængselsstraf på ét år og seks måneder. Mandens forsvarer, Ronald Juel Pedersen, betegnede en så hård straf som helt ude af proportioner. - For det første var det ikke voldtægt, men anden kønslig omgang end samleje. Han ville jo ikke det der og holdt op af egen vilje, da pigen begyndte at græde, fastslog han. Derfor appellerede han til domsmandsretten om, at man udviste mod og gav en kombinationsdom, hvilket retten dog ikke gik med til. Men dommer Ingrid Drengsgaard præciserede dog, at retten havde taget hensyn til, at gerningsmanden kun er godt 18 år, at han stoppede sit forehavende af egen fri vilje, samt at han ikke havde brugt ret voldsom vold. Desuden blev den unge mand også dømt til at betale sagsomkostninger og en erstatning på 40.000 kr. Den 18-årige mand udbad sig betænkningstid med hensyn til appel. poul.erik.holm@nordjyske.dk