Børnepasning

Julefreden sænker sig over dagplejen

Forældre til småbørn får ros for at tage fri - kun 6 af 867 skalpasses i den kommunale i dagpleje mellem jul og nytår

MARIAGERFJORD:Når den sidste gave er flået op juleaften kan de allerfleste småbørn i Mariagerfjord Kommune se frem til otte dage i familiens skød, hvor de rigtig kan lege med de nye sager. En dejlig julefred sænker sig over dagplejen i Mariagerfjord Kommune. Distriktsleder i dagplejen Helene Vestergaard var i nærmest overstadigt godt julehumør, inden hun gik på juleferie. Hendes glæde skyldes, at forældrene i Mariagerfjord den grad har taget imod dagplejens opfordring til at finde alternative pasningsmuligheder mellem jul og nytår. Ud af samtlige 867 børn er det kun seks, der har brug for pasning torsdag 27. og fredag 28. december, hvor der er åbent i dagplejen. - Det synes jeg er helt utrolig flot. Forældrene får så tit kritik for det ene og det andet. Her synes jeg, der er grund til at rose dem, lyder det fra Helene Vestergaard. Dagplejen ved ikke så meget om, hvordan forældrene får det hele til at hænge sammen, men mange har sikkert haft mulighed for at tage fri, fordi der i år kun er to arbejdsdage mellem jul og nytår. Onkel og bedste i sving - Andre forældre sætter tanter, onkler og bedsteforældre i sving med at passe børnene, og det er dejligt. Det er jo det, julen handler om, siger Helene Vestergaard. Hun mener, det er vigtigt at slå fast, at småbørn præcis som voksne har brug for ferie, hvor de kan være mere sammen med familien end til daglig. Når dagplejeformidlingen har opfordret forældrene til at finde alternativ pasning netop nu er det fordi, man vurderer, at tidspunktet mellem jul og nytår generer forældrene mindst muligt. Også fint for dagplejere Dagplejerne har en ugentlig arbejdstid på 48 timer, og ud over deres seks almindelige ferieuger har de mellem to og en halv ekstra uge, som de skal afspadsere. Forældrenes fleksibilitet betyder, at hovedparten af de 228 dagplejere i Mariagerfjord Kommune får en lang juleferie, fra 22. december til og med 1. januar. Kun to, måske tre dagplejere skal på job 27. og 28. december.