Julefrokost i topmødets fæstning

EMNER 13. december 2002 07:00

Det er vist typisk dansk: Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i aften giver middag for EU-topmødets stats- og regeringsledere i Riddersalen på et nærmest befæstet Christiansborg, er resten af bygningen én stor julefrokost. Folketingets personale holder julefrokost - topmøde eller ej, traditionerne skal holdes. De enkelte afdelinger spiser rundt om i huset, og senere på aftenen samles alle til fest i en sal i stueetagen lige under folketingssalen. Menuen har den enkelte afdeling selv bestemt, mens Anders Fogh Rasmussen har bestemt menuen i Riddersalen. Det er hummer, frilandskalv og vanille soufflé - og her er der ikke dans bagefter. Masser af politi passer på statsministerens fine gæster, så deltagerne i de mange julefrokoster rundt om i huset er også under beskyttelse. Christiansborg ligger på en ø, og hele dagen er de mange broer mellem Christiansborg og resten af København spærret. Turister og andre nysgerrige lukkes ikke ind. For en sikkerheds skyld blev der allerede torsdag indført parkerings- eller stopforbud i flere gader omkring broerne. Lørdag fortsætter de ansatte med juletræsfesten. Den er med børn, som skal opleve juletræ og julemand med gaver og en slikpose. Hvis festen altså ikke aflyses. Der er jo risiko for ballade i gaderne. Bliver der uro, aflyses festen måske. Deltagerne er blevet opfordret til at lytte til lokalradioen lørdag formiddag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...