Julegave til Skagens Museum

Bikubenfonden forærer museet gammelt Skagen-hus til to millioner

SKAGEN:Skagen Museum har netop fået en tidlig og meget velkommen julegave. Det er et gammel Skagenhus fra 1850, og giveren er Bikubenfonden, som ikke alene har betalt købsprisen på to millioner kroner, men som også lægger 300.000 kroner oven i til renovering af det gamle hus, Sct. Laurentii Vej 9. Huset ligger meget tæt på museet, idet det har bagside ud til parkeringspladsen ved museet. Museet får også brug for mange penge til renovering og ombygning, idet huset skal indrettes til museets skoletjeneste, som hidtil ikke har haft egne lokaler. - Det er en meget flot gestus af Bikubenfonden, og vi er meget taknemmelige, siger formanden for museets bestyrelse, Vivian Floor. - De muligheder, denne gave giver os, passer perfekt ind i de planer, vi har for at åbne museet meget mere for børn og unge og øge formidlingen. Vi har ansat museumsinspektør Mette Bøgh Jensen målrettet til blandt andet at stå for skoletjenesten, og denne bygning giver os mulighed for at indrette de rigtige rum til tjenesten. Her kan børn og unge arbejde videre med de oplevelser, de får på museet, og det kan ske uden, at de øvrige besøgende på museet mærker noget til det, siger Vivian Floor. - Vi har besluttet, at der skal lægges mere vægt på formidlingen om vores udstillinger og om Skagen-kunsten, og et andet led i det er, at vi har ændret åbningstiderne i vinterperioden, så de passer bedre for skoleklasser både lokalt og regionalt, siger Vivian Floor. Museets direktør, Anette Johansen, glæder sig ikke mindst over gaven, fordi den giver mange ekstra muligheder for aktiviteter i de tilbud museet har indenfor skoletjenesten. Vi skal til at udvikle konceptet for skoletjenesten og for vores formidling i det hele taget, og i den forbindelse er et hus, hvor der kan indrettes et stort rum - en skolestue om man vil - en meget velkommen gave, siger hun. Anette Johansen oplyser, at Skagens Museum i fjor havde besøg af cirka 350 skoleklasser, og antallet ser i år ud til at blive mindst det samme - og måske endda større. - Det er for en stor del lejrskoler, som besøger museet, og derfor satser vi på at kunne have det gamle Skagenshus færdigindrettet til foråret, hvor der traditionelt er mange lejrskoleophold i Skagen, siger Anette Johansen. Ud over skoletjenesten er det også planen, at bygningen skal bruges til blandt andet de tilbud, museet har til lærere, og til foredrag og lignende arrangementer.