Julegaver til pcspillere medfører høj elregning

Xbox 360 er en populær julegave - men den koster året rundt på elregningen.ARKIVFOTO: SCANPIX

Xbox 360 er en populær julegave - men den koster året rundt på elregningen.ARKIVFOTO: SCANPIX

KØBENHAVN:Når jule-gaverne er pakket op, vil mange danske hjem få en PlayStation 2, Xbox 360 eller en Nintendo GameCube som del af husholdningen. Men det kan få alvorlige konsekvenser for elregningen, viser en undersøgelse som Elsparefonden har lavet i samarbejde med Teknologisk Institut. I værste fald kan en Xbox 360 koste 2000 kroner ekstra om året eller det samme som 12 køleskabe af typen a+, hvis man glemmer at slukke den. Og det er især spillekonsollernes strømforbrug, når de ikke bliver brugt, der bekymrer Elsparefonden. - Alle de testede konsoller har et højt strømforbrug, når de ikke bliver brugt. Det er et problem, fordi de henvender sig til børn og unge, som ikke er så opmærksomme på at få slukket på stikkontakten, når de er færdige med at spille, siger Christian Lüders, der er projekt-leder i Elsparefonden. Testen viser, at der er stor forskel i strømforbruget mellem de enkelte spillekonsoller. Topscoren er Microsofts Xbox, der bruger syv gange så meget strøm som en Nintendo GameCube og fire gange så meget som Playstation 2. Samtidig viser testen, at det er de nyeste maskiner, der er de største syndere. De skal nemlig bruge endnu mere strøm for at kunne klare spillenes stadig større krav til grafik og lyd. Det kan betyde, at strømforbruget vil være endnu større for kommende generationer af spilkonsoller. Kritik af producenterne Elsparefonden kritiserer derfor producenterne for ikke at have udviklet standbymuligheder, der for alvor kan nedsætte elforbruget. - Pc-producenterne har været dygtige til at udvikle computere med høj ydelse, men som også kan gå i dvale og dermed minimere strømforbruget, når de ikke bliver brugt. Det er uhensigtsmæssigt, at man ikke har brugt den teknologi til at nedbringe strømforbruget på spillekonsollerne, siger Christian Lüders. Som et alternativ til de manglende standbymuligheder foreslår Elsparefonden, at forældre sikre sig mod høje elregninger ved at bruge en såkaldt tv-elspareskinne. Den kan automatisk slukke for spillekonsollen, når tv’et slukkes. Et andet råd er at undgå at bruge spillekonsollen som dvd-afspiller. Konsollen bruger nemlig mellem fem og 10 gange så meget strøm som en almindelig dvd-afspiller. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mi-crosoft, der producerer Xbox 360./ritzau/