Tyverier

Julegavetyve fanget

Kriminelle blev opdaget, da de forsøgte at bytte tyvekoster til kontanter

AALBORG:Politiet har anholdt to unge mænd fra Aalborg på 19 og 26 år og sigtet dem for et indbrud begået mandag på Ellehammersvej i Vadum. Tyvene blev opdaget tirsdag eftermiddag, da de forsøgte at bytte varer af mærket Georg Jensen til kontanter hos butikken Guld og Sølv i Aalborg. Varerne, de forsøgte at bytte til kontanter, var julegaver, der var blevet stjålet ved indbruddet i Vadum. Tyvene havde dog ikke regnet med, at den berøvede familie havde gjort butikkens personale opmærksom på, at tingene var blevet stjålet. Så personalet var på vagt, da tyven bad om at få varerne byttet. Samtidig var det også til tyvenes ulempe, at der var en civilbetjent til stede i butikken på det pågældende tidspunkt i et privat ærinde. For den civile betjent fik et praj om situationen fra ekspedienterne, hvorefter han tilkaldte politiassistance, der anholdte de to mænd. Ved indbruddet blev familiens bil, en Mercedes Benz, også stjålet. Tyvene fandt nøglerne til bilen i huset, og de brugte den til at køre tyvekosterne væk fra gerningsstedet. Bilen er siden blevet fundet i Sulsted, hvor den var blevet brændt af. Begge mænd blev afhørt og løsladt i løbet af onsdagen, da politiet vurderede, at tyvenes forbrydelser ikke var alvorlige nok til, at en dommer ville varetægtsfængsle dem.