Juleglæde i det lille rederi

8.500 flere bilister tog turen over med Hals-Egense Færgen i 2004

HALS:Der er oprigtig tilfredshed i det lille rederi. Hals-Egense Færgen I/S kan dele gløgg og æbleskiver ud med den bedste samvittighed, og samtidig glæde næste års passagerer med, at billetprisen ikke stiger. - Vores succes bygger på, at passagererne kommer igen, så derfor tænker vi hele tiden fremad for at tilstræbe folks behov, fortæller overfartsleder Michael Westergaard. Ét af de nye tiltag var at flytte morgensejladsen en halv time frem til 6.30, og det slog rigtig igennem under motorvejsarbejdet ved Limfjordstunnelen i sommer. Så det er kommet for at blive, og er én af årsagerne til, at der er 8500 flere biler, som har taget færgen end sidste år. Succes med klippekort Passagertallet for 2004 viser per 15. december, at 122.500 køretøjer er ført over. Det samlede persontal er på 253.240, som er 2500 flere end i 2003. Heraf er 31.950 "gående" passagerer, og det er til gengæld 3000 færre. Det er selvfølgelig i sommerhalvåret, der er mest tryk på færgerne, men de faste kunder bliver der kræset for ved rabatkort, hvor man samtidig kan fylde bilen op uden ekstrabetaling. Rederiet har nemlig haft succes med sine klippekort, der kan købes både til biler og som "gå-kort". For alle halvtredsturskort gives 50 procent rabat og for ti-turs-kort 30 procent. - Og under motorvejsarbejdet gjorde vi en ekstra indsats for, at færgerne kunne sejle i pendulfart, undgå kødannelse, og derved opnå, at folk bruger færgen på hjemvejen, når de kan se, at der hele tiden er en færge på vej, forklarer Michael Westergaard. Rederiet, der har sit udbyttet alene på billetindtægten, har i år investeret i nyt brandslukningsanlæg ombord samt en ny vejbelægning på den store færge. Til sjov og alvor Man er samtidig ved at forberede et nyt billetadministrationsanlæg, for med tiden at kunne opfylde et behov for dankort-betaling. I dag er der kontant afregning ved billetmanden. De to færger kan tage 98 passagerer, og i samarbejde med Dansk Handicapforbund, Halsafdeling, er den gamle "svenskerfærge" fra 1955 i sving hver torsdag i turist-sæsonen som "Jazz-færge", hvor der spises og danses i godt tre timer, mens færgen tøffer ind og ud af fjorden i sommeraftenen. Men ellers er færgerne et effektivt alternativ til motorvejen. - Og jeg tror, vi kan se frem til endnu flere passagerer, når turistfremstødet på Egense-siden kommer igang, siger Michael Westergaard. I 1971 købte rederiet "svenskerfærgen", og i 1961 blev den nye færge bygget til overfarten. Færgerne er i fin stand, og kan holde i mange år. - Det skyldes især, at vores folk viser daglig omhu med færgerne, og altid melder tilbage, hvis der er noget, som skal ordnes, fortæller Michael Westergaard. Der er ialt 10 fuldtidsansatte, hvoraf seks er færgeførere, samt to afløsere. Akutbilen, der kører i både Hals og Sejlflod kommuner er også en flittig "gæst" på overfarten, hvor den har fortrinsret. 71 gange har den været med i år. Også her er det den hurtigste vej til f.eks. Mou fremfor en udrykning fra Aalborg.