Julehandel cementerer Amazons plads på e-handlens trone

De virtuelle kasseapparater har travlt hos Amazon, der sælger alt fra bøger til dagligvarer, viser regnskab.

Milliarderne er rullet ind hos Amazon under den amerikanske jule- og black friday-handel. Foto: Reuters/Brian Snyder
Erhverv 1. februar 2018 22:18 - Opdateret 1. februar 2018 23:35

Den virtuelle detailhandel Amazon fortsætter med at udvide sit salg. Det viser regnskabet for sidste kvartal af sidste år ifølge Reuters.

Her steg salget med 38 procent til 60,5 milliard dollar.

Amazon er i særlig grad lykkedes med at få julehandlende amerikanere til at lægge pengene i deres kasse frem for i konkurrenternes eller i fysiske butikker.

Amazon har gennem flere år oplevet vækst og har udfordret de fysiske butikskæder. Torsdag kunne investorer og kunder dog måle Amazons succes op mod en af de virtuelle konkurrenter.

Kinesiske Alibaba, der ligesom Amazon handler med varer på internettet, afleverede tidligere torsdag regnskab. Her var begejstringen mindre.

Omsætningen var steget, og den kinesiske e-butik kunne registrere et overskud. Men overskuddet var overraskende småt ifølge analytikere, der havde forventet mere.

Amazons kvartalsregnskab dækker over både den amerikanske helligdag thanksgiving og den følgende handelsdag black friday samt julehandlen.

Derfor var det forventet, at evigt voksende Amazon ville slå rekord i omsætning, hvilket holdt stik.

En omsætning på over 360 milliarder kroner over de tre måneder, var dog et stærkere resultat end ventet.

Det stærke salg var med til at øge overskuddet, men som vanligt har Amazon valgt at investerer en stor del sin indtjening i nye tiltag.

Blandt andet vil Amazon kaste penge i en tv-serie, der skal efterfølge filmtrilogien over J.R.R. Tolkiens bøger Ringenes Herre.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...