Eksplosionsulykker

Julehandlende på tynd is

} SKØJTERI: Uanset temperaturen kan man på søndag komme ud at løbe på skøjter i Aalestrup. Som led i det omfattende juleprogram, byens handlende har lagt for december, opstilles på Torvet en skøjtebane, hvor børn, unge og voksne kan løbe på skøjter fra kl. 10 til 16. Har man ikke selv skøjter, vil de kunne lejes. Søndagens program byder også på et juletog, der kører rundt i byens gader, og knaberparret sælger gløgg og æbleskiver på Torvet. } HARPIKSKAST: Aalestrup IF's bedste håndboldherrer - 3. divisions-mandskabet - spiller i aften, torsdag, sin første kamp i landspokalturneringen. Det sker, når holdet på udebane møder Dall/Ferslev IF, som til daglig spiller i jyllandsserien. Efter et elendigt efterår, hvor det kun er blevet til to point i 10 kampe, skal Aalestrup forsøge at hente lidt selvtillid inden turneringen genoptages i januar. Det skulle gerne ske med en sejr over Dall/Ferslev, der dog hører til i den bedste del af jyllandsserien og dermed godt kan volde Aalestrup problemer. } KOLONIHAVER: En ligusterhæk. Dannebrog, der blafrer i vinden. Børnebørnene, der leger på græsplænen, mens den øvrige familie nyder en lille en i kolonihavehuset. Det ser ud til at blive muligt i Aalestrup. Ældrerådet har haft et kolonihaveprojekt til behandling i teknisk udvalg. Her er valget faldet på arealet ved Højtoften og Agertoften, som er på en hektar. Området kan huse 25-40 kolonihaver på hver 400 kvadratmeter og et fællesareal. } GENTAGELSE: Der var tale om gentagelse, da hærværksfolk tirsdag var på spil i Jernbanegade i Aalestrup. Kort før kl. 17 fik politiet i Hobro anmeldelse om, at der var sket en kraftig eksplosion iJernbanegade . En patrulje kunne kort efter konstatere, at der tilsyneladende var sprængt noget kraftigt fyrværkeri af, hvorved et stort stykke mur på en bygning var ødelagt. Der er tale om samme bygning, som søndag var udsat for en lignende sprængning. Udover dette tilfælde blev der senere tirsdag aften - eller i løbet af natten - smidt et kanonslag i postkassen på Aalestrup Posthus, hvorved den indvendige postkasse blev sprængt i stykker. } UNG KUNST: Hvis man da overhovedet kan tale om kunst, så er det i hvert fald ung kunst, der i december udstilles på Aalestrup Rådhus. Her er der nemlig ophængt en række farvestrålende billeder lavet af børnene i legestuen Elefanten.