Julehygge for tre generationer

EMNER 1. december 2002 07:00

VILDMOSEN: Der var julerier for tre generationer, da Naturskolen i Store Vildmose inviterede inden for til julehygge i går eftermiddag. 10-årige Alexander Freiheit fra Aabybro havde sin mormor med, og de havde travlt med at lave adventskrans. - Det er sjovere at lave sin egen adventskrans, men det er også lidt svært. Den skal hænges op på mit eget værelse, og jeg er ved at lave fire lys, som skal sættes i kransen, fortalte Alexander Freiheit, mens han baksede med gran og ståltråd. Lysene havde han selv dyppet, akkurat lige som jævnaldrende Ida Søgaard Larsen, som blandt andet havde tjek på historien bag det specielle Hellig-tre-konger-lys. Ida Søgaard Larsen brugte et kvarter på at dyppe sit første lys, da hun som mange andre børn på Naturskolen vandrede rundt om to stole, mens stearinen tørrede, og vægen igen kunne sænkes ned i flydende masse. Siv- og pilefletterne havde også travlt med at vise deres kunnen. Gæsterne så også, hvordan man lavede reb i gamle dage, og børnene havde mulighed for at prøve en tur på den lille pony på gårdspladsen. I oldemors køkken var det især den nærende ret fulling og mjød, som interessen samlede sig omkring. Nogle valgte at indtage deres middagsmad, som i dagens anledning bestod af saltet og kogt flæsk, som blev brunet i sirup på panden. Når gæsterne også drak et glas mjød til den gamle fattigmandsret, blev sulten hurtigt stillet. Det var ottende år, at Naturskolen og Vildmoselauget var gået sammen om arrangementet, som gav børn og voksne mulighed for i ro og mag at deltage i aktiviteter samtidig med, at de fik et indblik i, hvordan folk på landet levede og holdt jul for omkring 80 år siden. - Vi vil gerne arrangere noget, som appellerer til hele familien, og her er noget, som tre generationer kan samles om. Bedsteforældrene kan fortælle, hvordan det var at leve på landet omkring 1920, og der er også mange børn, der gerne vil vise skolen til deres forældre og bedsteforældre, efter at børnene er kommet her i årets løb, fortæller naturvejleder Jens Olsen, Naturskolen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...