Julehygge og god motion

144 fodslawere travede i Oxholm Skov - en af dem tog turen omvendt for at hilse på rigtig mange

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kurt Gregersen, Halvrimmen, og Lady delte et krus cacao.

Spillemand Kurt Gregersen, Halvrimmen, har fundet fidusen. Når han deltager i Vandreforeningen Fodslaw Jammerbugtens traditionelle julemotionstur i Oxholm Skov 2. juledag, går han turen fra mål til start på Langeslund Skole og ikke omvendt sådan som alle de andre. - Så får jeg hilst på en masse mennesker. Der er mange, som jeg ikke kender, men det kommer jeg til. Når jeg så også har min datters bette brune cockerspaniel med, kommer jeg i snak med ekstra mange. Den hedder Lady, selvfølgelig. Hvad skulle den ellers hedde? ler han. 144 tobenede og en del hunde travede turen. Det er ifølge kasserer Erik Arne Olsen, Hune, lidt færre end i fjor. - Da deltog 160. Men det var også rekordåret. Vi er godt tilfredse og vi kan se, at vi stille og roligt får flere medlemmer. Vi har 126 familiemedlemsskaber. Det er godt 200 medlemmer og det koster 225 kr. for en familie at være medlem, fortæller han. Han siger også, at man bare kan møde op, hvis man har lyst til at være med. Man kan gå med et par ture, før man bestemmer sig til at blive medlem. Det gjorde Else-Marie Jensen, Vadum. - For ti år siden kørte jeg til Hune Skole for at se, hvad det var. Jeg hører til dem, der ikke er bange for at komme alene. Siden har jeg deltaget i rigtig mange, dejlige traveture sammen med de andre. Når man går alene, er man tilbøjelig til at korte turen af. Det gør man ikke, når man følges med nogen. Vi går nogle afvekslende ture i den dejlige natur, fortæller hun. Netop naturen har gjort Birthe Kronborg, Biersted, til en ivrig fodslawer. Hun og hendes mand, Kurt Kronborg, er blandt årets nye medlemmer. - Jeg er født og opvokset i Biersted og min mand og jeg fandt ud af, at der er rigtig mange steder, som vi ikke kender til i området. Tag bare Rødhus. Vi havde aldrig travet ud over lyngheden, før vi kom i Fodslaw. Juleturen her i Oxholm Skov er også vores første. Men det er altid interessant at se, hvor vi skal vandre. Jeg glæder mig altid til turene. De, der har arrangeret dem, kan altid fortælle om området og vi får mange spændende og flotte oplevelser, siger hun. På julemotionsturen kunne deltagerne vælge mellem at gå fem eller ti km. Ruterne var ændret en smule i år og undervejs blev det konstateret, at nogle af Fodslaws afmærkninger var fjernet, men det blev hurtigt rettet. 1. januar kl. 13 er der nytårsmotion for alle i Thise Bakker med afgang fra Thise Idrætsforenings klubhus, Jens Thisevej 29, 9700 Brønderslev. Og 3. januar arrangerer Erik Arne Olsen årets Champagnetur i Blokhus Klitplantage med start fra Hune Friskole kl. 13.30.