EMNER

Julehygge på ældrecenter

ØSTERVRÅ:Julekoncert, julehygge og julefrokost er blot nogle af de ting, der står på brugerrådets program i Hyggekrogen på Østervrå Ældrecenter. Allerede i aften, mandag, breder julestemningen sig, når Musikkorps Sæby lægger vejen forbi med et ti mand stort orkester, der vil underholde med julens kendte melodier. I morgen, tirsdag, er der juletur til Dybro Juleland i Skærum. På den gamle gård fra 1836 myldrer det med store og små nisser i den julepyntede ladebygning. Turen slutter med kaffe og æbleskiver. 9. december er der julehyggeeftermiddag ledet af pastor Johnny Søndberg-Madsen. Dagen byder bl.a. på Luciaoptog. Den årlige julefrokost afvikles onsdag formiddag den 17. december, når den står på god traditionel menu med bl.a. sild, kål, flæsk og pølse. Johannes, Oluf og Niels underholder. I det nye år bliver der 6. januar et foredrag med pastor emeritus Mads Harder, Aalborg, der kommer med foredraget ”Fra tørvedreng til prædikestol”. Mads Harder, der er blind, fortæller om sit spændende livsforløb, der har bragt ham vidt omkring, og senest til præstegerningen. ÅB