Julejazz for handicappede

Frederikshavn Blinde Idræt står bag jazzkoncert i rådhuscentret

Søren Olesen, FBI: - Det kan ofte være svært for handicappede at deltage i arrangementer. Nu glæder vi os til en særlig julejazz-koncert. Arkivfoto
Frederikshavn 24. november 2014 19:01

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Blinde Idræt slutter 2014 med et rigtigt godt tilbud til alle handicappede jazz- interesserede og deres pårørende.

Fredag den 12. december kl. 19 holder Frederikshavn Blinde Idræt (FBI) julejazz koncert i Rådhuscenteret, Parallelvej 6 i Frederikshavn.

- Som handicappet kan det være svært at komme rundt til koncerter ude i byen. Der kan for eksempel være problemer i forhold til tilgængeligheden til de lokale spillesteder. Andre gange annonceres koncerterne så sent, at inden man får fundet en ledsager, samt organiseret noget transport til spillestedet, så er koncerten udsolgt, eller koncerten har allerede fundet sted, forklarer FBI’s formand, Søren Olesen.

God gammeldags jazz

MALURT HOT LIPS er fire halvunge og friske fyre, som har spillet sammen i adskillige år, nogle af dem fra 12-års alderen, så de kender hinanden ganske godt. De leverer jazzmusik af den gode, gamle slags - altså ren og skær New Orleans jazz. Nogle af deres numre bliver krydret med danske tekster skrevet af Jens Memphis. De skal nok sørge for, at der bliver gang i fejemøget, og at alle vil få en rigtig god musikalsk oplevelse.

Malurt Hot Lips

MALURT HOT LIPS består af Ole Reichstein, kornet, Kalle Jørgensen (ham fra De gyldne Løver) basun, Lars Foged Iversen, banjo, og Erik Johansen på kontrabas.

Deltagerprisen er 100 kroner, der inkluderer en luksusbolle samt et glas hvidvin.

Efter forudgående aftale vil der være mulighed for fælles opsamling ved Frederikshavn banegård og rutebilstation.

Tilmelding skal ske til bestyrelsesmedlem Per H. Nielsen, tlf. 98 41 03 90, 26 22 70 97 (bedst efter klokken 18) Eller via e-mail: phn@sol.dk

Sidste tilmeldingsfristen er tirsdag den 2. december.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...