Julejazz med appel til alle aldre

FREDERIKSHAVN:Søndagens julejazz i Det Musiske Hus bliver ikke en engangsforestilling - , hvis det står til Niels Ove Aaen, der var en af hovedmændene bag projektet. Og som altså satser på at gøre det om igen til næste år. - Det gik overordentligt godt, hvis vi selv skal sige det, siger Niels Ove Aaen. Festlinghederne begyndte klokken 21 søndag aften, og først ved 2-tiden om natten havde det sidste trut lydt, efter at samtlige musikere fra Papa Daps Jazzmen og Black Bottom Stompers havde været på scenen til en fællessceance med fuld tryk på. - Da det var på sit højeste var der omkring 300 mennesker inden for dørene, og folk hyggede sig rigtig godt. - Som det så ud fra scenen så havde vi fat i både de unge danseglade, og så dem på min egen alder, siger Niels Ove Aaen. Det eneste minus ved arrangementet, som Niels Ove Aaen lige kan komme i tanker om, var at mandag var en helt almindelig arbejdsdag for mange mennesker, hvad der måske afholdt en del fra at tilbringe søndag aften og nat i selskab med en flok jazzmusikere og et krus øl eller to.