Julekoncert med kor og saxofon

Saxofonisten Linette Riber akkompagnerer Bælum Sangkor i Bælum Kirke

Saxofonisten Linette Riber medvirker ved julekoncerten i Bælum Kirke mandag aften. ARKIVFOTO: TORBEN HANSEN

Saxofonisten Linette Riber medvirker ved julekoncerten i Bælum Kirke mandag aften. ARKIVFOTO: TORBEN HANSEN

Mandag aften vil Bælum Sangkor og saxofonisten Linette Riber synge og spille julen ind i Bælum Kirke. Koret er nu gennem flere år blevet ledet af Hanne Møller, og til julekoncerten i år byder koret på australske julesalmer, satser fra Anders Ørhwalls Gaudete og en blanding af engelske og danske julesalmer. Det instrumentale indslag vil i år være med saxofonisten Linette Riber, der sammen med Inge-Lise Bjørnvig spiller Alleluja fra Mozarts Exultate Jubilate, lidt Bach og Schuberts Ave Maria. Sammen med Hanne Møller fremfører de også C. Francks smukke Panis Angelicus. Saxofonisten Linette Riber spiller desuden en afdeling sammen med Inge-Lise Bjørnvig, nu på fløjte. Det bliver nogle festlige satser af den mere moderne komponist Paul Arma. Menighedsrådet inviterer på kaffe og julebag i sognegården, og i forbindelse med det synger koret amerikanske julesange.