Julekoncerter i bykirken og i Tolne

Aalborg 1. december 2002 07:00

SINDAL/TOLNE: Sindal Ungdoms Brass Band, Sindal Blæserne, Sindal-koret og Sindal Mandskor medvirker, når menighedsrådet inviterer publikum inden for til årets store julekoncert i Sindal Bykirke mandag 2. december. Ved samme lejlighed uddeles den årlige tildeling af Sindal Sogns Musiklegat. Et legat, der er samlet penge ind til i løbet af året ved forskellige kirkekoncerter, og som tilgodeser det frivillige musikliv i byen. Ved koncerten serveres et bredt udvalg af julens kendte melodier og sange, ligesom der vil være lejlighed til selv at synge med på fællessalmerne. Sindal Ungdoms Brass Band, dirigeret af Erik Randrup, spiller bl.a. "Julefantasi over 5 julesalmer" og "Deck the Halls". Sindal-koret synger under ledelse af Elin Stefansdóttir "O Come, all ye Faithful" og tre danske julesange. Sindal Mandskor, som har fået ny dirigent, Johannes Gaardbo, synger "Det var nat i Davids by " og to julesalmer. De to kor synger som blandet kor : "Gør døren høj " og " I denne søde juletid" . Sindal-Blæserne, også med ny dirigent, Henrik Strøm, optræder med bl.a. "Panis Angelicus" og "Let it Snow" . Det er gratis at høre koncerten, men bidrag til Sindal Sogns Musiklegat modtages meget gerne. Der kommer flere julekoncerter i kirkerne i Sindal Kommune, og den første finder faktisk sted allerede søndag aften i Tolne Kirke, hvor Rytmisk Kor ved Abildgård Kirke, Frederikshavn, medvirker. Under ledelse af sognepræst Johs. Kuhle underholder koret med et program med overskriften: Joy To the World, og koncerten indeholder numre med gospel og anden rytmisk musik fra hele verden. I Mosbjerg Kirke var der for længst planlagt en julekoncert 8. december, men den er aflyst, da Tolne og Mosbjerg sognes nye præst, Lise Munk Petersen, indsættes i præsteembedet den dag. poch

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...