Julekrybberier på kunstmuseet

Foto: ColorFactory

Foto: ColorFactory

vendsyssel Kunstmuseum frister med julekrybberier for både børn og voksne første søndag i advent.

De sidste par uger har Kirsten Hørby sammen med museets frivillige arbejdet på højtryk for at færdiggøre den store julekrybbe, der med sine 18 kvadratmeter og over 300 håndlavede italienske terrakottafigurer er et imponerende stykke landskabs- og bygningsværk. For slet ikke at tale om den enorme mængde naturmaterialer, som er blevet samlet til at udgøre landskabet.

Hjørring kommunes institutioner har igen i år har inddraget "projekt julekrybbe"’ i efterårsplanlægningen. Hvert år ændrer julekrybben sig, og ingen aner ved opbygningens start, hvordan julekrybben og landskabet ender med at se ud! Men fra lørdag den 19. november er resultatet klar til at blive vist frem.

Først søndag i advent mellem klokken 12 og 14 skal der "julekrybbes" igennem på museet. Først tages gæsterne med på en rejse igennem Julekrybbe-land, og her møder man en masse forskellige steder og figurer, som alle spiller en rolle i den store julefortælling. Og for de små er der i år mulighed for at komme endnu tættere på - eller rettere sagt op i højden, så man sammen med mor og far, bedstefar og bedstemor nemmere kan se de mange detaljer.

Og det er ganske vist - at der er kommet en ny beboer i Julekrybbe-land. Men nissen er meget genert, så hvis man er så heldig at se ham, udløser det en tidlig julegave. Vinderen kåres den 27. november.

I værkstedet kan man lave sin helt egen julekrybbe og tage den med hjem. Der bliver bygget med pap, vat, piberensere, silkepapir, mos, kogler og meget mere. Så medbring blot en god portion fantasi. Materialer er gratis. Voksne betaler entré til museet. Børn gratis adgang.

I museumsbutikken er der masser af lækre juledesigns og inspiration at hente til jule- og værtindegaver.

Første søndag i advent udkommer årets julekort tegnet af Kristian Hildebrandt. Han sendte det som en julehilsen til museet i 2001, og det har lige siden været en fast del af julen på Vendsyssel Kunstmuseum. Sct. Catharinæ Kirke kunne Hildebrandt se fra sit stuevindue, og kirken går igen i mange af hans motiver. Og på netop denne vinterdag vandrer små røde figurer på stien - en hel nisseparade.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.