EMNER

Julekurve til 32 børnefamilier i Brovst Kommune

Afslag til halvdelen af ansøgerne

BROVST:En række værdigt trængende familier i Brovst får hvert år juledagene forsødet med en varekurv fra Brovst Kommune. Antallet af ansøgere er imidlertid steget så meget i år, at der kun bliver julekurve til halvdelen. Sidste år var der 47 familier, der søgte om at få en julekurv, og da blev der en kurv til alle. - I år er antallet af ansøgere vokset med 30 procent til 64 familier, og det gør, at vi ikke har penge nok til at imødekomme alle ansøgere, siger souschef Kjeld Eriksen fra Brovst Kommunes socialforvaltning, der administrerer uddelingen af julekurve. - Vi har 17.000 kr. til rådighed i år, og det rækker desværre kun til 32 kurve eller halvdelen af ansøgerne, tilføjer Kjeld Eskildsen. Vi har valgt at give kurvene til børnefamilier. Ansøgerne har fået besked pr. brev, og de heldige kan hente deres julekurve med gode, solide råvarer på rådhuset onsdag 22. december. Kurvene har en værdi fra 500 kr. til 1000 kr., afhængig af familiens størrelse. Pengene til julekurvene kommer dels fra et gammelt legat - Fælleslegatet til værdigt trængende - dels fra Lions Club Hanbo og Lions Club Vor Frue Kilde. 9000 kr. er fra legatet, og Lions-klubberne har hver givet 4000 kr.